Mens politikerne herhjemme de seneste fire uger har diskuteret sygeplejerskelønninger og energikrise, har Ruslands terrorbombninger i Ukraine kostet hundreder af civile ukrainere livet. Alligevel fik storkrigen nede i Europa næsten ingen plads i valgkampen. Det har virket som en kollektiv fortrængning; emnet er så svært, at det har været overmenneskeligt fristende at skubbe det ind på den politiske bevidstheds fjernlager.
Det har kunnet gå under valgkampen. Men virkeligheden vil melde sig med eftertryk for det nye folketing og den regering, der følger af tirsdagens valg.
Kommentatorer har forklaret fraværet i valgkampen af vor tids indiskutabelt største og mest påtrængende emne med, at der er enighed mellem de vigtigste partier om forsvars- og sikkerhedspolitikken. Det er et godt forsøg på en forklaring, men den ser bort fra, at Danmarks eget forsvar og vores bidrag til Europas sikkerhed på både kort og langt sigt rummer talrige konkrete spørgsmål, der ikke bare mangler afklaring, men også kan medføre politisk splittelse.
For at nævne nogle: Er det virkelig nok, at Danmark omsider har lovet at bruge to procent af landets bruttonationalprodukt på forsvarsudgifter fra 2033? Bør vi erkende, at krigen finder sted nu og forhåbentlig ikke om 11 år, og at to procent under alle omstændigheder ligner et naivt lille tal til sikringen af demokratiet og friheden? Skal flere gennemføre værnepligt og i længere tid? Hvilke foranstaltninger skal præcist udbygges for at sikre dansk territorialforsvar, efter at vores politikere har brugt de seneste 25-30 år på at afvikle det? Hvilke nye lande skal med dansk støtte kunne indlemmes i Nato? Skal der laves en nordisk del-klub under Nato, når Sverige og Finland er trådt endeligt ind?
Af mere direkte og akut betydning er spørgsmålet om, hvor omfattende Danmarks våbenhjælp til Ukraine skal være, og hvor længe den skal vare, når Ruslands invasion bliver til en opslidningskrig. Faktisk rejste Ukraines forsvarsminister i weekenden et ønske om, at dansk forsvar frigiver nogle langtrækkende kanoner. Og han fik tilsyneladende ikke noget svar. Emnet passede ligesom ikke til valgkampens slutspurt, hvor man hellere ville tale om alt muligt andet.
Der er overvældende mange og krævende temaer, der vil trænge sig på. Flere af dem har potentiale til at så dyb splid i Folketinget uanset den nyvundne forsvarsvilje, der endog rækker langt ud på venstrefløjen. Og temaerne blev ikke afgjort med forårets ellers tiltrængte nationale kompromis om forsvaret, eller for den sags skyld af fjernelsen af EU-forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen den 1. juni.
Som politisk emne har krigen i Ukraine det tilfælles med klimakrisen og inflationen, at Danmark har uhyre begrænset indflydelse på, hvordan problemet udvikler sig. Det har som bekendt ikke hindret hverken klimaet eller de stigende priser i at dominere valgkampen. Og nok kan Danmark ikke ændre krigens gang. Men det er stadig en undladelsessynd af de helt store, at vi ikke engang har talt om de af krigens spørgsmål, som vi faktisk har indflydelse på. Nemlig hvordan vi som land forholder os til de udfordringer, den stiller os over for.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.