Det var kløgtigt og absolut nødvendigt, at EU’s udenrigsministre i fredags enedes om nogle klare betingelser for et begrænset samarbejde med de nye, islamistiske magthavere i Kabul. Taleban skal garantere, at Afghanistan ikke – som det var tilfældet forud for terrorangrebet på USA for 20 år siden – igen bliver en base, hvorfra der kan foretages terrorangreb. Menneskerettigheder, især kvinders rettigheder og pressefriheden, skal respekteres, og Taleban skal indfri sit løfte om at inddrage alle etniske grupperinger i landet i sin nye regering.
Som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, så rigtigt sagde, handler det dog ikke om politisk anerkendelse eller at oprette diplomatiske forbindelser. Det handler om pragmatisk realpolitik for at sikre vores egne interesser og hjælpe den nødlidende afghanske civilbefolkning, uden at vi direkte belønner de samme mennesker, som har dræbt vores soldater og hjælpearbejdere igennem de seneste 20 år. Vi bliver nødt til at gå i kritisk dialog med de samme radikale fundamentalister, som vi netop har tabt en blodig krig til, fordi det vil være for dyrt at lade være. Der er stadig mennesker, der skal evakueres, og ingen i Europa er interesseret i en ny massiv flygtningestrøm.
Samtidig er det vigtigt, at disse krav ikke er til forhandling. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har ret, når han siger, at Taleban først skal gøre sig fortjent til ”international legitimitet”. Også selvom det faktisk var hans forgænger, Mike Pompeo, som reelt gav Taleban denne legitimitet, da han i november sidste år mødtes med bevægelsens politiske leder til de fredsforhandlinger, som nu er mundet ud i den ydmygende amerikanske – og vestlige – exit fra Afghanistan. For oprørerne var fuldt ud bevidste om, at USA ville ud for enhver pris. Så de undlod at leve op til deres del af forpligtelserne og har endnu til gode at bevise, at de faktisk kan holde, hvad de lover. Såsom at sikre hjælpearbejdere frit lejde, som løftet lød i går.
Talebans talsmand har i et tysk avisinterview udtrykt ønske om anerkendelse og stærke diplomatiske forbindelser til Tyskland. For det nye styre i Kabul fattes i den grad penge, 40 procent af landets BNP finansieres af udlandet. Det krigshærgede Afghanistan har massivt brug for investeringer, og de nu forhenværende oprørere har større erfaring med våbenhåndtering end regeringsførelse.
Hverken Tyskland, Danmark eller andre EU-lande bør dog genåbne deres ambassader i Kabul eller udstede blankochecks til det nye styre. Men vi bør igennem FN og hjælpeorganisationerne på stedet fortsætte med at hjælpe de omkring 18 millioner mennesker, som er i akut nød nu, og her skal Taleban som noget af det første bevise, at der ikke bliver lagt hindringer i vejen for nødhjælpen.
Det nye afghanske styre skal måles på sine handlinger, ikke den store mængde floromvundne løfter om, at meget bliver anderledes denne gang.
Talebans islamistiske ideologi har ikke ændret sig, og det er yderst tvivlsomt, om klassisk, blødt diplomati kan forvandle dem til demokratiets bannerførere eller reformkræfter. Modsat Kina og Rusland har EU og USA en moralsk forpligtelse til fortsat at insistere på de værdier, som fik os til at gå i krig i Afghanistan for to årtier siden.