Kristeligt Dagblad mener: Luk Europas grænser for migranter

Den moralske holdning til indvandring er langtfra enkel. Derfor bør der tænkes helt anderledes om den udfordring, som de voksende flygtninge- og migrantstrømme medfører

Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.
Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Hvad skal Europa gøre ved indvandringen? Det er det helt store spørgsmål, som har præget europæisk politik i efterhånden mange år. Lige nu er presset på Europas ydre grænser ikke noget stort problem, men så snart coronakrisen letter, må man forvente, at nye folkemasser fra Afrika og Mellemøsten vil søge mod Europa.

I søndags gentog pave Frans i en prædiken på Peterspladsen i Rom sin kritik af, at Europa accepterer, at Middelhavet bliver forvandlet til ”verdens største kirkegård”. Og derpå sagde paven, at ”det bør udfordre vores samvittighed”. Det er jo et indlysende problem, at flere end 10.000 flygtninge og migranter siden 2014 er druknet i deres bestræbelse på at få et bedre liv. Og det bør, som paven siger, udfordre vores samvittighed.

Men den moralske position er ikke så enkel, som paven nok mener. For det komplicerede ved situationen er, at redningsaktionerne i Middelhavet, som nogle mener, at de europæiske lande bør have mange flere af, faktisk fremmer den menneskesmugling, som stort set alle immigranter må ty til for at søge deres lykke på det europæiske kontinent. Det samme gør konventionernes regler om, at man får adgang til et land, hvis man beder om asyl.

Derfor bør der tænkes helt anderledes om den udfordring, som de voksende flygtninge- og migrantstrømme medfører. De vil altid være der, fordi fattige mennesker vil søge mod velstillede lande. Vi kan forvente et voksende pres mod alle rige landes grænser. Nogle analyser antyder, at hver tredje afrikaner ville søge til Europa, hvis de fik muligheden. Det er cirka lige så mange mennesker, som bor her i dag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Asylsystemet fremmer menneskesmugling, som er vokset massivt i de senere år. Tysklands og Sveriges åbne arme over for de store flygtninge- og migrantstrømme i 2015 fremstår for nogen som moralsk ophøjet, men var fatal. Det er ikke nok at tænke med følelserne. Man skal også bruge hjernen.

De åbne grænser frister flygtninge til at risikere den farefulde færd, hvor mange drukner. De åbne grænser belønner kriminelle menneskesmuglere, og de belønner de stærkeste og mest risikovillige, typisk unge mænd. Det er ikke dem, der burde stå først i flygtningekøen.

Ved at acceptere flygtningestrømmene, sådan som det skete i 2015, gav man de stærkeste asyl. Det vurderes, at halvdelen af Syriens højtuddannede er flygtet til Europa. Men de burde jo deltage i genopbygningen af deres eget land.

Hver gang, der bruges en krone på at hjælpe en flygtning i nærområdet, bruges der 135 kroner i Europa. Det burde være omvendt. Der skal investeres, sådan at Europa bringer jobs til Afrika og Mellemøsten frem for at bringe flygtninge til Europa.

Det er en gigantisk opgave, men det er ikke moralsk rigtigt at friste mennesker i Mellemøsten eller Afrika til at risikere deres liv, for at de kan få et arbejde og tjene penge. Europa må i stedet på kontrolleret vis acceptere flygtninge og migranter via for eksempel de lejre i nærområderne, hvor de befinder sig.

Som det er nu, hjælper man de forkerte.

Flygtninge- og migrantpresset er uden ende. Det er vokset næsten konstant i de seneste 50 år, og det vil fortsætte.

Historikeren Uffe Østergaard vakte nærmest skandale, da han for fem år siden foreslog, at Europa bør beskytte sig selv bag et jerntæppe af pigtråd og i stedet investere heftigt i de lande, hvor flygtningene kommer fra. Men han havde ret.

Europa har et ansvar. Ikke for at åbne sine grænser, men for at udvikle verdens fattige lande, så deres befolkninger ikke får lyst til at flygte.