Kristeligt Dagblad mener: Man kan ikke styrke vores militære beredskab ved at svække vores åndelige

Hvor er det ærgerligt, at regeringen vil finansiere en helt nødvendig styrkelse af den eneste kraft, der i yderste instans kan sikre Danmarks frihed og demokrati – forsvaret – ved at annullere en helligdag. Det ekstra arbejde, danskerne vil yde, når store bededag sløjfes som fridag, skal ifølge den nye regerings grundlag frigøre så mange penge til landets få og små væbnede styrker, at de i 2030 er blevet knap så få og små.

Formålet er altså rigtigt. Måden at finansiere det på ligner derimod et snuptag, der måske er for smart. Store bededag er ganske rigtigt en helligdag, der er uhyre lokal dansk, og som man skal lede længe i de folkekirkelige bekendelsesskrifter for at finde belægget for. Men den er indarbejdet igennem 336 år, og for rigtig mange er den knyttet til konfirmation og andre traditioner.

Man vil groft sagt svække det åndelige beredskab for at styrke det militære. Signalet i, at en regering, der ellers vedkender sig Danmarks kristne fundament, lægger ud med at ville fjerne en helligdag, er simpelthen forkert.

Bare for argumentets skyld: hvad med i stedet at stryge 1. maj, der på mange arbejdspladser både i det private og offentlige er en halv eller hel fridag? Det er en udelukkende politisk og rent sekulær "helligdag", som det burde være ukontroversielt at fjerne (så meget mere som cirka hver anden arbejder stemmer borgerligt). Idéen er hermed givet videre til vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der også er blevet forsvarsminister. Hans parti er ikke kendt for at nære sentimentale følelser for arbejderbevægelsen – og ej heller dens festdag.

Med en vicestatsminister på forsvarsministerposten knyttes denne tæt til Statsministeriet. Det er også nødvendigt, for Jakob Ellemann-Jensen og hans opgaver som forsvarsminister skal stå helt centrale for regeringen, hvis den mener styrkelsen af forsvaret alvorligt. Han skal sørge for, at Forsvarsministeriet får et ganske anderledes markant fokus i de kommende år end den søvnige nattevægterfunktion, det har været tildelt herhjemme siden den kolde krigs afslutning.

Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik fra tidligere i år indebar, at Danmark i 2033 skal være nået op på årligt at bruge 2 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret. Det rykker SVM-regeringen nu tre år frem til 2030.

Det går den rigtige vej, men det er stadig for lidt og for sent. Hvis nogen var i tvivl om, at dansk forsvar er sakket bagud, fortalte selveste Nato os det i en rapport dette efterår.

Freden bliver mere sandsynlig, jo mere demokratiske lande væbner sig. Det kan godt være, at det lyder som en krigerisk floskel, men den er sand. Det véd Jakob Ellemann-Jensen, og selvom rigets finanser ikke er til store armbevægelser, bør det være en ambition for ham, at vi begynder at betale vores fulde Nato-kontingent allerede inden 2030.

Det er værdipolitik om en hals at betone, at vores frihed ikke er gratis. Ruslands angreb på Ukraine må have fået selv de mest forhærdede drømmere til at indse, at gode intentioner og dialog ikke er nok, når lande forsøges løbet over ende af et regime, der uden blusel betjener sig af krigsforbrydelser.