I ganske mange år har det europæiske arbejdsmarked været kendetegnet ved en gennemgående tendens: Millioner af østeuropæere er søgt mod Vesteuropa, hvor de har været helt uundværlige for et erhvervsliv, der i stadig højere grad mangler arbejdskraft.
Sidste år ændrede dette billede sig dog: I 2020 faldt antallet af østarbejdere i Danmark for første gang siden finanskrisen i 2008, hvilket til dels kan forklares med coronakrisen, men måske i endnu højere grad med, at væksten og dermed lønningerne i østarbejdernes hjemlande også er steget, hvilket gør det mindre attraktivt at rive rødderne op for at bosætte sig i udlandet.
Dermed forværres bare den udfordring, som også finansminister Nicolai Wammen (S) understregede, da han tidligere på ugen fremlagde finanslovsforslag for 2022. Det går så godt for dansk erhvervsliv, at virksomhederne slet ikke kan følge med – uden at regeringen dog i finanslovsforslaget selv kom med konkrete bud på løsninger.
Det er ikke, fordi regeringen ikke er opmærksom på problemet. Allerede i det såkaldte forståelsespapir, der blev udformet af regeringen og dens støttepartier efter valget i 2019, blev det aftalt, at man skal opkvalificere ufaglærte, fastholde flere ældre på arbejdsmarkedet og sågar oprette jobcentre i udlandet, blandt andet i Sydeuropa, hvor ledigheden er højere og lønnen lavere end herhjemme.
De mange fornuftige ord er dog ikke i tilstrækkelig grad blevet fulgt op med handling. Faktisk har regeringens mest markante udspil på arbejdsmarkedsområdet trukket den modsatte vej. Vedtagelsen af den såkaldte Arne-pension har indtil videre resulteret i 16.000 ansøgninger om tidlig pension. Disse kan være ganske berettigede, for der er utvivlsomt mennesker, som er for nedslidte til at fortsætte på arbejdsmarkedet, men tilbage står spørgsmålet om, hvad man eksempelvis vil gøre for at få de 45.000 unge, der hverken er under uddannelse eller på arbejdsmarkedet, i beskæftigelse. Det er en opgave, der ikke kun skal hjælpe arbejdsmarkedet, men også en for stor gruppe af mennesker, som alt for tidligt i deres liv risikerer at miste fodfæste.
Tiden er inde til at se fordomsfrit på mulige løsninger. Skal det for eksempel overvejes at lette på topskatten, hvilket jo ikke kun hjælper direktører og topchefer, men også ganske mange helt almindelige håndværkere, lastbilchauffører og lærere? Og hvor resolut tør regeringen, som gentagne gange har advaret mod uddannelsessnobberi, for alvor prioritere erhvervsuddannelserne på bekostning af nogle af de mere end 1000 forskellige uddannelsesretninger, der findes på universiteterne?
Manglen på arbejdskraft er på mange måder den mest centrale opgave for samtlige politiske partier. For sandheden er jo, at hvis ikke det problem løses, vil der heller ikke være råd til at håndtere eksempelvis den grønne omstilling, forbedre sygeplejerskernes arbejdsforhold, sikre integrationen eller nogle af de mange andre udfordringer, som både røde og blå partier vil have sat fokus på.