Kristeligt Dagblad mener: Merkel har holdt sammen på EU, men nogen fremtidsvision leverede hun ikke

Som krisemanager og mægler har den afgående tyske kansler gjort en stor indsats

Kristeligt Dagblad mener: Merkel har holdt sammen på EU, men nogen fremtidsvision leverede hun ikke
Foto: Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er ikke som visionær reformator, at Angela Merkel vil blive husket hverken i tysk eller europæisk politik. Men med sin pragmatiske, velovervejede og inddragende facon har den tyske forbundskansler de seneste 16 år i allerhøjeste grad bidraget til at holde sammen på Den Europæiske Union, som undervejs i Merkels embedstid har været rystet af hidtil usete eksistentielle kriser.

Hun har aldrig været nogen fuldblods-europæer som sin afdøde mentor, genforeningskansleren Helmut Kohl, hvilket har været til gavn for Danmark. Merkels utrættelige indsats som krisemanager på utallige topmøder, hvor hun tålmodigt blev ved med at holde bilaterale møder med sine mest genstridige kolleger i døgndrift, indtil en løsning var i hus, kan dog ikke undervurderes. Undervejs har hun forhandlet med fire danske statsministre, fire franske præsidenter, fem britiske premierministre – og fire amerikanske præsidenter på den storpolitiske scene.

Når EU’s mest erfarne regeringsleder går af i kølvandet på det tyske forbundsdagsvalg i slutningen af september, vil hendes autoritet og stamina utvivlsomt blive savnet i Bruxelles, men hendes farvel bør også give anledning til at se på et ofte handlingslammet europæisk samarbejde med friske øjne.

Angela Merkel vil blandt andet blive husket for en succesrig håndtering af finans- og gældskrisen, hvor hun som skrap sparemoster blev lagt for had i Grækenland, men i sidste ende holdt sammen på eurosamarbejdet og forhindrede en græsk statsbankerot, som ville have fået katastrofale konsekvenser.

Kanslerens europæiske eftermæle skæmmes af den splittelse, som hendes ”Vi klarer den”-tilgang til flygtningekrisen har efterladt, og som overbebyrdede hele unionen. Det var Merkels kristne overbevisning, som afholdt hende fra at lukke grænserne i efteråret 2015, men denne sjældne enegang trækker fortsat dybe spor i form af en manglende fælles migrationspolitik og idéforladthed til at håndtere nye kriser af samme omfang.

Undervejs har Merkel dog også flyttet sig markant, som da hun sidste år overraskende gik med til fælles lånoptagning for at hjælpe de sydeuropæiske lande igennem pandemien. Og endda fik overbevist sine skeptiske landsmænd om, at det også var i Tysklands interesse at hjælpe Sydeuropa på fode igen med hidtil usete pengegaver. Så Tyskland er blevet mere europæisk under hende – en kurs, hendes mulige efterfølgere vil holde fast i.

Inden Merkel i sidste uge rejste til sit sidste officielle EU-topmøde, opfordrede hun EU til at udvise mere handlekraft på sundhedsområdet, Schengen-samarbejdet og det indre marked. Noget, hun selv forlængst kunne have taget initiativ til. Og da hun på topmødet sammen med Frankrig pludselig foreslog at holde et EU-Rusland-topmøde, fremstod hun mest af alt som en lame duck, som på falderebet havde mistet følingen med de østeuropæiske lande, som hun ofte har udvist nødvendig forståelse for. Men det afslørede også, at hun primært har forvaltet, fremfor gestaltet europæisk politik. Med Merkel fra borde vil der mangle en mægler i opgøret mellem de efter hende længst siddende premierministre, Ungarns Viktor Orbán som de illiberale demokratiers bannerfører, og Hollands Mark Rutte som de stiftende medlemmers værdiordfører.

Merkel har holdt sammen på EU, men hun efterlader sig også på mange måder et dysfunktionelt europæisk samarbejde, som er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt det kan agere som værdifællesskab eller bør reduceres til en samhandelsorganisation. Det spørgsmål fandt den dygtige, men visionsløse krisemanager aldrig noget svar på.