Den 2. juli i år fik den konservative politiker Naser Khader formentlig sat en stopper for sin politiske karriere. På det tidspunkt var han på sygeorlov på grund af stress, blandt andet efter flere mediers beskrivelser af, hvordan Khader har kontaktet flere arbejdsgivere til personer, han på sociale medier havde haft heftige diskussioner med.
I begyndelsen af juli kunne DR så i særdeles eksplicitte detaljer gengive vidnesbyrd fra fem kvinder, hvoraf tre stod frem ved navn, om hvordan en af de seneste årtiers mest populære politikere angiveligt havde krænket dem i forskellige sammenhænge, hvor de havde sagt ja til at mødes med ham. Nu kunne De Konservative ikke længere skærme Naser Khader: Partiet iværksatte en større advokatundersøgelse, og da resultatet af denne forelå i form af en fortrolig rapport, nu med vidnesbyrd fra syv kvinder, blev Naser Khader ekskluderet fra partiet.
Torsdag i sidste uge skrev Weekendavisen så endnu et kapitel i sagen. Avisen havde fået fat i den fortrolige rapport og gengav på avisens forside flere udsagn fra kvinderne – fire anonyme og de samme tre, som stod frem ved navn i DR’s historie – om krænkende og voldtægtslignende hændelser fra Naser Khaders side.
Knap var artiklen lagt på nettet, før debatten rasede. Dog ikke mod Naser Khader eller kvinderne, men mod Weekendavisen, som ifølge flere debattører samt mediejurist Vibeke Borberg kan have overtrådt de presseetiske regler ved at have offentliggjort de meget private oplysninger uden at have kontaktet de pågældende kvinder. ”Hvem tør nu stå frem, hvis de skal opleve deres livs måske mest ubehagelige overgreb trykt på forsiden af avisen?”, har det blandt andet lydt i kritikken. Så enkelt er det dog ikke.
Med MeToo-udviklingen har offentligheden oplevet et utal af mænd, som helt fortjent er blevet fjernet fra magtfulde positioner, de på groveste vis har misbrugt. Men for selv de største skurke gælder også en form for retssikkerhed, og det er her, man kan forsvare Weekendavisens beslutning om at offentliggøre dele af den fortrolige rapport. I og med at hverken kvinderne eller Naser Khader har ønsket at behandle sagen i en retssal, ender man i en gold fejde, hvor det bliver påstand mod påstand.
Det er fuldt forståeligt, at de pågældende kvinder finder opmærksomheden ubehagelig, men man skal huske, at alternativet til åbenhed ikke nødvendigvis er, at sagen afsluttes. I stedet kan ubegrundede og usande påstande tage over og spredes, muligvis endda med udspring i den anklagede part, der kan spekulere i, at de krænkede kvinder ikke vil stå frem. I kritikken af Weekendavisen ligger også underforstået, at kampen mod krænkelser skades af offentliggørelsen. Men man kan med lige så god ret hævde, at kvindernes beskrivelser af de voldsomme og aggressive krænkelser bestyrker det billede af Naser Khader, som allerede blev tegnet i DR’s historie – og dermed kan stå som en advarsel til andre mænd, der ikke forstår at respektere kvinders grænser.
MeToo-bevægelsen har været et tiltrængt opgør med en uacceptabel opførsel, der har ødelagt adskillige kvinders liv. Men at en sag er god, betyder ikke, at den kan løftes ud af den åbne og frie debat, som andre større samfundsproblemer underkastes. Åbenhed har uden tvivl en pris, men gevinsten kan være så meget desto større i kraft af den kulturændring, der allerede nu vokser frem.
For selv de største skurke gælder også en form for retssikkerhed.