Kristeligt Dagblad mener: Mette F., arbejdet er for de fleste faktisk en velsignelse

Debatten svirer om statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelse om, at arbejde ikke nødvendigvis skal være lystbetonet. Det kan hun have en pointe i

Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemødet om reformudspillet "Danmark kan mere 1" i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 7. september 2021.
Statsminister Mette Frederiksen (S) under pressemødet om reformudspillet "Danmark kan mere 1" i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 7. september 2021. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Fra begyndelsen var arbejde ikke et tilvalg. Det var et påbud. I sit ansigts sved skulle man spise sit brød, lød det til Adam, da han forlod Paradiset. Nu skulle jorden pløjes, sås og høstes, hvis han da ellers ville overleve fra år til år. Så langt har det moderne samfund flyttet sig fra den virkelighed, at arbejdet i dag mest betragtes som en mulighed for at realisere sig selv, fylde sin dagligdag med mening og kollegialt fællesskab. Lønnen er ikke det vigtigste, svarer de fleste, måske bortset fra sygeplejerskerne, når de bliver bedt om at rangordne plussider ved at gå på arbejde. Samtidig med at de fleste i dag i øvrigt ikke arbejder i ordets oprindelige betydning – de hverken fisker, pløjer, jager eller tømrer. Drillende bliver det kaldt pseudoarbejde, når millioner af mennesker sidder foran deres computerskærme og taster tal og bogstaver, hvis praktiske betydning de har svært ved at øjne. Endsige se en mening i.

Men står det til regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S), skal vi tilbage til begyndelsen. Ifølge hende er det en sejlivet myte, at arbejde absolut skal være lystbetonet. Vel kan det være det, men man kan ikke kræve det. Statsministerens pointe er, at alle, som kan bidrage til samfundet, skal. Det har mange statsministre før hende ment, og det er også svært at være uenig i. For politikere med regeringsmagt er det indlysende, at des mere der arbejdes, des mere betales der i skat, og des større en del af samfundskagen kan de selv herske over og dele ud af. Det tør også siges, at det danske og andre protestantiske folk har været lydhøre. De knokler løs, mens velstanden hober sig op, både den private og den offentlige, og politikerne omfordeler til den store guldmedalje.

Ikke desto mindre er omkring 750.000 borgere i den erhvervsdygtige alder stadig på offentlig forsørgelse. Nogle med rigtig god grund, for eksempel personer med handicap, de barslende, de fysisk eller psykisk nedslidte eller uarbejdsdygtige misbrugere. Andre har knap så gode grunde. Ifølge regeringen tæller de blandt andre de 20.000 indvandrerkvinder og -mænd på kontanthjælp, som åbenbart hverken kan eller vil arbejde for pengene. Det skal de, og nu vil regeringen tage kontanthjælpen fra dem, der ikke møder op til 37 timers aktivering hver uge. Det er et forsøg værd, men regeringen er oppe imod stærke kræfter. Først og fremmest kommunerne, som allerede i dag har pligt til at aktivere de arbejdsmarkedsparate og sanktionere dem, der ikke tager imod anvist uddannelse eller arbejde. Sanktionere gør de bare næsten ikke, for de støder på social- og beskæftigelsespolitikkens grundregel om, at en given sanktion skal fremme personens rådighed. Det bliver svært at argumentere for, at indvandrerkvinder i praksis kommer tættere på arbejdsmarkedet, hvis man tager kontanthjælpen fra dem, fordi de ikke møder op på stranden og samler skrald. Det ændrer ikke ved, at det ville være det bedste. Ikke for statens skyld, men for deres egen. Arbejde er for de fleste en velsignelse, og lediggang roden til meget ondt.