Mindst 27 migranter omkom for nylig i en forfærdelig drukneulykke mellem Frankrig og Storbritannien. Siden har de to lande været uenige om, hvem der bærer skylden, og hvordan man skal løse problemet. Hele efterspillet er en miniudgave af den store debat om indvandring i Europa.
Der er bevægelse i EU’s tilgang til migration. Og det er kun godt. For efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og den belarusiske Aleksandr Lukasjenko har brugt migranter som våben i politiske konflikter, står det klart, at man ikke bare kan blive ved, som man har gjort indtil nu.
Klarest er bevægelsen, hvis man ser på striden mellem Polen og Belarus. EU undlod at protestere på et punkt, hvor man tidligere har protesteret: da Polen skubbede Lukasjenkos migranter tilbage over grænsen i stedet for at lade dem søge asyl på polsk territorium, hvilket egentlig er en rettighed ifølge europæisk lovgivning.
Men der er brug for mere europæisk bevægelse. Det er læren af tragedierne i Den Engelske Kanal og Belarus samt af balladen om Frontex. Sidstnævnte er navnet på det EU-agentur, der står for grænsekontrol. Symptomatisk er det, at Polen og Grækenland har været tiltagende skeptiske over for Frontex-hjælp på steder, hvor mennesker trænger ulovligt ind. For man frygter, at det virker omvendt: at Frontex trækker personer ind til sagsbehandling og dermed reelt permanent ophold i et land, som man prøver at holde dem ude fra. Frontex regnes for del af problemet i flere af de lande, der slås allerhårdest med migrationspres.
I sidste ende ville det være godt med en fælles europæisk løsning. Men der er langt til enighed på det punkt. Tyskland vil have EU til at fordele flygtninge. Det ønsker mange europæere ikke. Og i hvert fald ikke danskerne.
Mange lande ønsker snarere, at EU skal blive bedre til at vogte grænserne. Og når der i de fleste tilfælde reelt ikke er mulighed for at sende personer tilbage, som har fået nej til ophold efter en demokratisk proces, er det ikke så underligt, at europæernes vilje til at invitere til asylprocesser er blevet slidt.
Uden held har de europæiske lande prøvet at reparere dette system. Netop derfor har den danske regerings idé om at behandle ansøgninger uden for Europa fremtiden for sig. Også eksperter som tyske Gerald Knaus, der var EU’s arkitekt bag flygtningeaftalen med Tyrkiet, har talt for lignende løsninger. De kan nedbringe antallet af migranter, der drukner på farefulde rejser over Middelhavet og Den Engelske Kanal.
Man må håbe, at EU ikke knækker midtover, inden man når frem til sådan en løsning. Der er brug for en pragmatisk kurs, og får man ikke styr på de ydre grænser sammen, vil landene bygge flere mure hver for sig.