Kristeligt Dagblad mener: Minksagen trækker blivende spor

Embedsfolk gik fri, men tilliden til myndighederne led et alvorligt knæk

Minkavlerne står med tabte livsværk og tomme bure, mens sagen ingen konsekvenser får for statens allerøverste embedsfolk.
Minkavlerne står med tabte livsværk og tomme bure, mens sagen ingen konsekvenser får for statens allerøverste embedsfolk. . Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Minkavlere, der i november 2020 på et pressemøde hørte statsministeren orientere om, at alle mink i Danmark skulle slås ned, og som efterfølgende fik besøg af politibetjente og beredskabsfolk iklædt rumdragter, må sidde måbende tilbage. Mens de kan kigge ud på deres tomme bure og fortsat venter på erstatning, ved de nu, at den uhjemlede beslutning ikke får nogen ansættelsesretlige konsekvenser for de topembedsmænd, der var involveret undervejs.

Efter Minkkommissionen kom med sin beretning i juni 2022, blev der ganske vist uddelt både advarsler til og irettesættelser af ledende embedsmænd herunder tre departementschefer og rigspolitichefen. Men disse blev fredag trukket tilbage. Der var – formelt set – ikke noget at komme efter, og status er da også i dag, at alle fortsat bestrider deres topposter i staten med undtagelse af Fødevareministeriets departementschef, hvis disciplinærsag blev droppet, da han fik et direktørjob i Esbjerg Kommune.

Embedsfolkene klarer frisag, fordi det nu vurderes, at det dramatiske pressemøde, hvor der blev sagt, at alle mink i Danmark skulle aflives hurtigst muligt, ikke var at regne for en instruks, men derimod “en orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives". Forskellen er ens, fristes man til at sige, for de minkavlere, der i de næste timer og døgn gik i gang med at slå besætninger og livsværk ned, og for skatteyderne, der fik en regning på knap 19 milliarder kroner.

I den afgørelse, der frikendte rigspolitichef Thorkild Fogde i sidste måned, og som fredag førte til samme konklusion for stats- og justitsministeriets departementschefer samt en afdelingschef, står der da også, at der på pressemødet kom udtalelser, “som kunne bibringe minkavlerne den urigtige opfattelse, at de var retligt forpligtet til at aflive deres mink". Det tør siges.

Tilbage efter det to et halvt år lange forløb står, at minkerhvervet i Danmark de facto er nedlagt, at der ikke var grundlag for, at sagen skulle have ansættelsesretlige konsekvenser for embedsfolkene eller kunne bære en rigsretssag mod statsministeren, og at Minkkommissionens konklusioner om, at statsministerens udmelding på pressemødet var “groft vildledende”, synes noget vingeskudt.

Og befolkningen? Udover den milliardstore regning er der næppe tvivl om, at en af minksagens helt store blivende omkostninger er det alvorlige tillidstab til myndigheder og embedsværk, som store dele af befolkningen har lidt.

Minksagen blev ualmindeligt udygtigt håndteret, og selvom det i situationen muligvis var den rette beslutning at slå alle mink ned, var det dårligt arbejde begået af landets allerøverste embedsfolk og politikere. Det bedste, man kan sige om forløbet, er måske, at toppen af det danske embedsapparat derved gik forrest i opgøret med perfektheds- og nulfejlskulturen.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.