Kristeligt Dagblad mener: Missionsfolk er ikke Taleban

Dumt at sammenligne konservative præster med terrorister

Af og til hører man, at folkekirkens retninger ikke længere betyder noget. Men i den forgangne uge blev det tydeligt, at det ikke er helt ligegyldigt, om man er grundtvigsk, missionsk eller noget tredje.

Sognepræst Claus Nybo fra Agger fik ad-gang til det store publikum som prædikant ved P1’s radiogudstjeneste sidste søndag, og han benyttede lejligheden til at sammenligne folkekirkens missionsfløj med terrorbevægelsen Taleban, der har stenet kvinder og undertrykt anderledestroende. Herpå nævnte han Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, da han i et interview efter gudstjenesten uddybede sit syn på den ”dårlige og onde teologi”, han lagde afstand til, da han prædikede.

Bundniveauet for debat er nået, når man sammenligner danske præster med militante islamister. Det udtrykker en mangel på forståelse for religion og for dens alvor. For der er forskel på at hænge folk i kraner og være imod kirkelige vielser af homoseksuelle. I en verden, hvor forskellige opfattelser af religion fører til borgerkrige mange steder i verden, skal præster ikke bedrive antioplysning.

Der har længe været tradition for at kalde konservative kristne alt muligt. Religions-forskere sammenligner også af og til missionske med islamister. Inden for folkekirken møder man kristne, der opfatter sig selv som lyse, mens de taler om de mørke missionske. Det er et studie i farisæisme at se pæne mennesker positionere sig i forhold til Indre Mission.

Claus Nybos fejltrin rejser spørgsmålet om, hvor hårdt man kan tale om hinanden i folkekirken. Det er temmelig uklart. Og det afhænger af, hvilken biskop man virker under som præst. Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller har kaldt en præst til samtale for at tale ned om kollegers spaghettigudstjenester og babysalmesang. Andre steder kan man slippe afsted med langt skarpere udsagn.

Folkekirken har ingen overordnet linje for, hvad man kan sige om andre. Så det er bare om at sætte sig godt ind i sin biskops psykologi, hvis man er præst. Der er nemlig ingen højere autoritet, der sætter ind over for biskopper, hvis de misbruger deres tilsynsmagt til at sanktionere åbenmundede præster.

Men trods de formørkede Taleban-udtalelser skal der være højt til loftet i dansk debat. Det ville være uheldigt, hvis vigtige samtaler, der opfattes som forargelige, skulle lukkes ned af biskopper eller af andre. Det er et adelsmærke, at teologer diskuterer så frit i folkekirken.

Protestantismen er født med den forargelige tone. Reformatoren Martin Luther kaldte paven for antikrist. Mange vigtige teologer i dansk historie har haft en kontant retorik. Åbningsprædikener i Folketinget var tidligere mere svovlede end i dag, har kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten påpeget.

Det kan føre til vildskud som i Claus Nybos tilfælde, men svaret på dumheder er ikke forbud. Det er omtanke og modsvar.