Kristeligt Dagblad mener: Nasa-succes er et håbstegn. Og et forvarsel

Nasa har haft succes med at ramme et objekt millioner af kilometer væk. Man kan se det som et forvarsel om, at vi fremover vil kunne ødelægge på ufattelige afstande

Kristeligt Dagblad mener: Nasa-succes er et håbstegn. Og et forvarsel
Foto: Nasa/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den første test nogensinde af vores planetariske forsvar. Sådan kalder Nasa på sin hjemmeside den mission, som i denne uge blev gennemført, da man ramte en asteroide med en rumsonde. Målet var ikke at redde Jorden fra asteroiden, men at afprøve en teknologi, som forhåbentlig kan redde os senere, hvis et objekt fra rummet faktisk skulle have kurs mod Jorden.

Dimensionerne i begivenheden er overvældende. Man har ramt en asteroide på størrelse med en af pyramiderne i Giza. Den var på kollisionstidspunktet 11 millioner kilometer væk fra Jorden, og den forventes nu at ændre kurs. Det er omkring 10 måneder siden, at fartøjet blev sendt af sted. Det kunne ved hjælp af et kamera finde og sætte kurs mod målet for til sidst at søge kollision.

Man holder aldrig op med at blive overrasket over, hvad mennesket er i stand til. Der er ingen grænse. Men som altid, når man forbavses over den menneskelige kunnen, rammes man kort efter af bekymring for, hvad den også kunne bruges til. Vi er ufatteligt innovative. Men også ufatteligt fejlbarlige.

Som man kan læse i begyndelsen af Bibelen, har mennesket en drift mod viden helt ulig andre væsners, som kan skabe fremskridt, men som også kan være skæbnesvanger. Adam spiste æblet, selvom han havde fået at vide, at der var en grænse for, hvad der var godt at vide.

Inden for få dage har verden set begge sider af menneskets mærkelige dobbelthed: Putin truer i øjeblikket med at bruge atombomben, som er det destruktive udtryk for vores intelligens. Atomkrig kan ende med destruktionen over dem alle.

Men samtidig ser vi, at mennesker vil kunne redde liv på den mest avancerede måde i rummet. Et amerikansk hold har med italiensk hjælp fået ram på en asteroide, som først blev opdaget i Tjekkiet. Mennesker kan arbejde sammen på tværs af kloden om at bruge deres kreativitet.

I Danmark er det skolelærdom, at kreativitet er godt. Men i denne sammenhæng er den ambivalent: Ordet kreativitet har som stamme det latinske ord for skaber: creator. Vi kan skabe, vi kan ophøje os selv til skabere, men vi kan desværre også ende med at bruge skaberevnen til at tilintetgøre det skabte. 

Man kan se sammenstødet med et objekt i det øde rum som et forvarsel om, at vi fremover vil kunne ødelægge på ufattelige afstande. Vores destruktion rækker millioner af kilometer ud over vores egen planet. Og grænsen rykker sig hele tiden.

Man kan også se sagen fra den modsatte side: Missionens succes er et håbstegn. Det grænseløse menneske kan i hidtil usete dimensioner bruge sin intelligens til at redde liv. Formentlig er begge dele rigtigt.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.