Kristeligt Dagblad mener: Nej tak til ballistisk teologi

I Ukraine-krigen kan soldater køre ud i tanks velsignet af russiske præster. De kan sende ballistiske missiler af sted, som er velsignet af kirken. Den russisk-ortodokse kirke har endda udpeget en skytshelgen for udvikling og produktion af atomvåben

Udviklingen i Ukraine kalder på et opgør med den ballistiske teologi, som ses udfolde sig inden for den russiske kristenhed lige nu, skriver Anders Ellebæk Madsen.
Udviklingen i Ukraine kalder på et opgør med den ballistiske teologi, som ses udfolde sig inden for den russiske kristenhed lige nu, skriver Anders Ellebæk Madsen. Foto: Ria Novosti/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den russisk-ortodokse kirke står i stigende grad alene i disse dage. Fordømmelser hagler ned over Moskva-patriarkatet, som verdens største ortodokse kirke også hedder. Det skyldes, at ledelsen har forholdt sig passivt til Ruslands invasion af Ukraine.

Den øverste leder, patriark Kirill af Moskva, har ikke villet fordømme det angreb og den brutalitet, den russiske hær udøver i nabolandet. Alt imens slår soldater civile ihjel, og krigens regler ringeagtes. Anklagerne om russiske krigsforbrydelser hober sig op.

Denne artikel er en del af denne serie:
Konflikten i Ukraine

Derfor er det rigtigt, at Kirkernes Verdensråd har sendt en appel til patriark Kirill om at distancere sig fra Putins aggression:

”I disse håbløse tider ser mange i din retning, for du er den, der kunne give et håbstegn for fred,” lød det i en erklæring, som også mindede om, at de lidende i Ukraine er kristne brødre og søstre. Det samme kunne Danske Kirkers Råd ikke få sig selv til i en erklæring, som Kristeligt Dagblad beskrev i fredags.

Men alle kirker burde sige højt, at den russisk-ortodokse ledelse gør sig medskyldig i krigen ved at bakke op om Putin. Moskva-patriarkatet skader både verden og sit eget trossamfund. Man må glæde sig over, at over 200 russisk-ortodokse præster har underskrevet en erklæring mod krigen trods store personlige risici. Presset vokser i hele den ortodokse verden. Også ledere for nabokirker som den rumænske og den bulgarske har protesteret. Selv den serbisk-ortodokse kirke, som ellers ikke går af vejen for krig, har vendt sig imod Ruslands adfærd.

Og de har ret i at opfordre Kirill til at tale imod krigen. Ikke fordi Kirill vil fordømme Putin. Det kommer næppe til at ske. For de to er bundet sammen. Men kirker må sige til verden, hvad kristendom er. De handler for at pege hen på Kristus.

Der er langt fra atomvåben, der kan udslette hele Guds skabelse, til den Kristus på korset, der lod sig slå ihjel.

Anders Ellebæk Madsen

Stat og kirke er i Rusland blevet knyttet så tæt sammen de senere årtier, at det er svært at se, hvor den ene stopper og den anden begynder. I krigstider bliver det tydeligt, hvor høj en pris kirken betaler for det. Kristi kirke er i hænderne på folk, der ikke længere kan kritisere staten, selv når den bedriver krigsforbrydelser.

De vestlige kirker – som folkekirken – har også præster med i krig. De kan også støtte en krig. Men der er stadig langt til den militarisme, som trives i mange former for ortodoks teologi.

I Ukraine-krigen kan soldater køre ud i tanks velsignet af russiske præster. De kan sende ballistiske missiler af sted, som er velsignet af kirken. Den russisk-ortodokse kirke har endda udpeget en skytshelgen for udvikling og produktion af atomvåben.

Der er langt fra atomvåben, der kan udslette hele Guds skabelse, til den Kristus på korset, der lod sig slå ihjel. Udviklingen i Ukraine kalder på et opgør med den ballistiske teologi, som ses udfolde sig inden for den russiske kristenhed lige nu.