Når de fleste politikere taler om indvandrere, taler de om andre religioner end kristendommen. Men det er misvisende, for der er flere kristne end muslimske indvandrere i Danmark, som det for nylig har været beskrevet i Kristeligt Dagblad.
Og sjældent behandles de nydanske kristne som en særlig gruppe i medierne. Når det sker, handler det tit om de onde østeuropæere, der tager danske håndværkeres arbejde. Eller om slemme polske katolikker, der er imod abort.
Men de nye kristne kommer faktisk med meget godt. For eksempel er mange østeuropæiske kristne bevidste om, hvor dyrebar troen kan være, fordi de har kæmpet hårdt for at holde fast i deres religion under kommunismen.
Og på trods af kommunismen betyder kristendom meget i Østeuropa den dag i dag. Derfor opstår der også nye kristne fællesskaber rundtom i Danmark, hvor de nydanske kristne kommer. Ikke mindre end 40 ortodokse menigheder findes der nu i Danmark. En del af dem i Vestjylland, hvor de gerne tager det manuelle arbejde, som gammeldanskere undgår.
Danmark burde gøre mere for at få de nydanske kristne til at føle sig velkomne. Der burde være gode kultur-forudsætninger for at bygge bro.
Folkekirken er godt i gang. Men man kunne gøre mere. Det er stadig for svært for de migrantkristne at få lov at låne sognekirker mange steder. Og man kunne lokalt være mere opsøgende, som sognepræst Hannah Kortnum Mogensen og andre borgere i midtjyske Ulbjerg Kirke var, da de inviterede de ortodokse kristne til fællesaften i kirken.
Det har taget for lang tid for folkekirken at ansætte de præster og øvrige medarbejdere, som har sprog og kompetencer til at møde nydanskere. Imens har enkelte ildsjæle som sognepræst Niels Nymann Eriksen trukket et stort læs. Der kan stadig gøres meget for at fortælle de nye kristne, at de er velkomne i folkekirken.
Værre er den politiske indsats. Regeringen nedlagde et migrantudvalg, som var folkekirkens bud på en udstrakt hånd til andre kristne. En overbevisende begrundelse kom der aldrig. Det styrkede indtrykket af, at det handlede om ideologisk modvilje.
Til gengæld har danske politikere præsenteret mange tiltag, som gør livet sværere for dem. Et af dem er idéen om tvangsoversættelse af alle prædikener i menigheder med andre sprog end dansk. De kræver flere ressourcer, end en lille afrikansk menighed har.
Det er sært, at Mette Frederiksens regering lægger så mange hindringer i vejen for både de migrantkristne og for folkekirkens arbejde for at skabe et godt forhold til dem. For de østeuropæiske kristne dyrker sjældent radikalisering eller bortgifter unge piger mod deres vilje. De burde være eksempler på den gode indvandring. Men de får ingen tak. Her er der plads til forbedring, og man kunne begynde med at genåbne arbejdet i det migrantudvalg, som regeringen nedlagde.
Regeringen nedlagde et migrantudvalg, som var folkekirkens bud på en udstrakt hånd til andre kristne. En overbevisende begrundelse kom der aldrig.