Ønsket om at være inkluderende og åben over for transkønnede støder i stigende grad sammen med hensyn til kvinders rettigheder. Seneste eksempel er de kommende Olympiske Lege i Tokyo, hvor en newzealandsk vægtløfter, der først blev kvinde efter sin 35-årsfødselsdag, som den første transkønnede atlet får lov at deltage i kvindernes OL-konkurrence. Og det vel at mærke uden at have fået foretaget en kønsskifteoperation.
Hidtil har Den Olympiske Komité krævet, at man gennemgik en kønsskifteoperation, men i dag kan transkønnede kvinder nøjes med, at deres testosteronniveau har været under en fastlagt grænse i et år. Den newzealandske vægtløfter har tidligere konkurreret blandt mænd, men vandt i 2019 Stillehavsmesterskaberne for kvinder.
Debatten er så betændt, at den er svær at tale åbent om. Kvindelige newzealandske atleter synes, det er uretfærdigt, men er ifølge en kvindelig vægtløfter blevet bedt om at tie stille, og for to år siden viste en anonym rundspørge blandt kvindelige OL-deltagere fra Storbritannien, at 73 procent mener, at det er uretfærdigt, at transkvinder, der har gennemgået en mandlig pubertet, konkurrerer på kvindesiden ved OL.
Og mens britiske atleter ytrer sig anonymt, har den tidligere tennisstjerne Martina Navratilova betalt prisen for at sige det indlysende højt. Da hun, der i øvrigt var en af verdens første åbent homoseksuelle sportsstjerner, i 2019 i et debatindlæg kaldte det vanvittigt og snyd at lade transkønnede atleter deltage i kvindesportskonkurrencer, blev hun kaldt for transfobisk og fyret fra bestyrelsen i ”Athlete Ally”, der støtter inklusion af seksuelle mindretal i sport.
Men Navratilova sagde blot det åbenlyse Det er ikke fair, at tidligere mænd som transpersoner kan konkurrere mod kvinder. Accepteres det, vil hensynet til et meget lille mindretal have skadet kvindelig topidræt. Og samtidig vil der være tale om et historieløst tilbageskridt for ligestillingen, idet kvinder siden de første moderne Olympiske Lege i 1896 har måttet kæmpe for overhovedet at kunne deltage.
Da de danske gymnastikkvinder deltog i et olympisk stævne i Athen i 1906, blev de kaldt for faldne kvinder, fordi de optrådte i skørter, og siden har kvinderne måttet slås for hver enkelt disciplin. Først i 1984 fik de lov at løbe maraton, og det er blot syv år siden, at kvindelige skihoppere kunne deltage i De Olympiske Lege. Mange steder i verden må kvindelige idrætsudøvere stadig kæmpe for at kunne dyrke deres sport.
Der er mange måder at være henholdsvis mand og kvinde på, og biologi har mange udtryk inden for det enkelte køn. Fra de bittesmå gymnaster til de svulmende kuglestødere og høje basketspillere. Men det er netop biologi, og derfor må sportsverdenen stå fast på at skelne mellem mande- og kvindesport — udfra et biologisk perspektiv. Vil det udelukke de transkønnede? Ja, muligvis. Men de fleste mennesker er udelukket fra elitesport – alene i kraft af deres fysik. Ikke alt er muligt.