Kristeligt Dagblad mener: Papes naivitet er bekymrende

I sidste ende må det være op til vælgerne at vurdere, om Søren Pape Poulsens troværdighed har lidt uoprettelig skade. Men hans foreløbige forklaringer er alt andet end tillidsvækkende. De er faktisk urovækkende

Arkivfoto. Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, og hans kæreste Josue Medina Vasquez
Arkivfoto. Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, og hans kæreste Josue Medina Vasquez. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Det er ikke en måned siden, at De Konservatives formand Søren Pape Poulsen annoncerede sit kandidatur til posten som landets statsminister. Og i takt med, at De Konservative har overhalet Venstre i meningsmålingerne, er Søren Pape Poulsen blevet det borgerlige Danmarks bedste bud på en kommende statsminister. 

De seneste ugers afdækning af den konservative formands mangel på dømmekraft og usandfærdige historier om hans mand, rejser tvivl om, hvorvidt Pape har forudsætningerne til at komme helt i mål.

Det er velkendt, at toppolitikeres personlige og politiske troværdighed er afgørende for vælgernes dom. Det skyldes ikke kun menneskers nyfigenhed, men først og sidst, at tillid til politikeres samlede dømmekraft er en forudsætning for, at vi som vælgere betror dem magt over vores fælles liv. 

Derfor er det almindeligt, at partiformand og statsministerkandidater i særlig grad bliver tryktestet af medierne, som det hedder. 

Det gør medierne ikke kun, fordi de indimellem holder af at pille de mennesker fra hinanden, som de har været med til at bygge op. Det gør de også, fordi det i et åbent demokrati er rimeligt at efterprøve, om politikerne er i stand til at holde, hvad de lover, gøre, hvad de siger, og i det hele taget viser sig værdige til den magt og myndighed, de er blevet betroet. 

Det ved Søren Pape Poulsen godt. Han har med dygtighed opbygget billedet af sig selv som den troværdige, joviale jyde, som ikke er korrumperet af intriger og magtkampe på Christiansborg. 

Foreløbigt bedyrer Pape og partiet, at der er forskel på bevidst at tale usandt og at videregive oplysninger, der siden viser sig at være forkerte. Det har de isoleret set ret i. Men man kan også være så naiv og godtroende, at det i sig selv kan være bekymrende at betro vedkommende adgangen til landets ledelse. 

Hvis Pape rent faktisk har været i stand til at leve sammen med et andet menneske i en årrække i den tro, at vedkommende er opvokset som jøde og i øvrigt er i familie med Den Dominikanske Republiks præsident, og ingen af delene viser sig at være sande, hvordan kan han så bedyre, at lignende usandheder aldrig vil komme fra ham i fremtiden? 

Dertil kommer historien om, at han som landets justitsminister har deltaget i møder med politikere på sin ferie i Caribien uden forudgående at orientere udenrigstjenesten.

Medierne vil utvivlsomt fortsætte tryktesten, også selvom nogle vil kalde det en urimelig hetz. Men hvis Pape fortsat skal være en troværdig statsministerkandidat, er han nødt til at overbevise offentligheden om, at de allerede kendte eksempler på dårlig dømmekraft og naivitet er undtagelser, og ikke reglen.

I sidste ende må det være op til vælgerne at vurdere, om Papes troværdighed har lidt uoprettelig skade. Men hans foreløbige forklaringer er alt andet end tillidsvækkende. De er faktisk urovækkende.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.