Årets værste byggeri. Sådan lyder den titel, som bygherrer eller arkitekter kan skrive på cv’et, hvis de vinder en konkurrence under foreningen Arkitekturoprøret, der skal sætte fokus på grimme bygninger i Danmark.
En af kandidaterne er en såkaldt pavillon på pladsen foran Sct. Bendts Kirke i det centrale Ringsted. En gruppe borgere har indstillet bygningen, der skal rumme et toilet og et cafeteria og i øvrigt fungere som opholdsrum, til den tvivlsomme pris.
Torvets udseende har givet en del debat, blandt andet fordi bygningen bliver beskyldt for at blokere for udblikket, så man ikke kan se den smukke middelalderkirke i sin helhed. Set fra nogle steder hindrer den ikke for udsynet, men fra alt for mange vinkler spærrer den for en del af bygningen fra 1100-tallet, som tidligere var et naturligt fikspunkt på torvet. Den pavillon skulle aldrig være blevet sat op.
Også processen lader noget tilbage at ønske. Det var Ringsted Sogns menighedsråd, der står for den daglige drift af Sct. Bendts Kirke, som tidligst så klart i sagen. Menighedsrådet udtrykte i et høringssvar bekymring for, at pavillonen ville blokere for udsigten til kirken. Men kommunen svarede, at pavillonen ville blive gennemsigtig. Det blev den dog kun i meget begrænset grad.
Overraskende nok har Roskilde Stift ikke støttet menighedsrådet. Selvom man kendte menighedsrådets standpunkt, som viste sig at være det klogeste, undlod man at gøre noget for at ændre forløbet.
Sagen rejser spørgsmålet om, hvordan man bedst organiserer byggeprocesser, så man undgår denne slags resultater. Man kan få det indtryk, at arkitektur bliver til gennem beslutninger taget af et snævert segment af politikere og bygherrer. Der burde være mere folkelig legitimitet i byplanlægningen. Alle håndværkere ved i dag, at man får det svært, hvis man ikke kan tåle at blive brugerbedømt. Det problem har arkitekter ikke. Derfor er det godt, at foreninger som Arkitekturoprøret dæmmer op for de værste fejlskud og demokratiserer byplanlægningen.
Danske torv ender for tit som i Ringsted. Det er blevet sagt, at man skal til latinske lande, før byplanlæggere kan finde ud af at lave en stor plads i byen. Og det er sandt i den forstand, at de sydlige kulturer har bedre forståelse for at lade det historiske sætte sit præg på byen. Det er også sandt i den forstand, at øjet ikke kan få lov at strække ud og følge de lige linjer i de åbne rum i Nordeuropas byer.
Hos os skal pladser fyldes op af småbygninger og busterminaler, som kan være funktionelle, men som ofte er grimme og uden sans for helheden. Måske kan uddelingen af priser for årets værste byggeri være med til at ændre på dette svage punkt i vores arkitektoniske kultur, som i øvrigt er fortjenstfuld på mange andre områder.