“Staten, det er mig.” Sådan tilskrives det Ludvig XIV at have sammenfattet enevældens samling af magten i én person. I demokratiet er magten som bekendt folkets, men moderne politik er i tiltagende grad blevet et personfikseret udskilningsløb.
“Partiet, det er mig,” kunne således være et passende motto for Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, for Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, eller for Nye Borgerlige, hvis aktuelle ledelseskaos tjener som illustrativt eksempel på svagheden ved personbårne partier.
Når enkeltpersoner og ikke det politiske indhold bliver partiernes raison d’etre, kan luften meget hurtigt gå af ballonen. Aktuelt går det mest ud over Nye Borgerlige selv, men i bredere forstand er persondyrkelsen med til at gøre folkestyret til en hektisk popularitetskonkurrence, hvor substansen fortoner sig.
At enkeltpersoner spiller en stor rolle i politik er ikke nyt. I 1970’erne var partier som Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne i høj grad båret af “parti-ejerne” Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen, ligesom Pia Kjærsgaard længe var personificeringen af Dansk Folkeparti.
Personer fylder i politik, fordi vi som borgere og vælgere efterspørger det. De færreste orker at sætte sig ind i partiprogrammer og politiske detaljer om fordelingspolitik og uddannelsesreformer, men elsker at følge med i personbårne dramaer.
Medierne har i årevis bidraget til persondyrkelsen og dækket politik på en måde, hvor det er svært at afgøre, hvornår tv-serien “Borgen” slutter, og virkeligheden begynder. Og med sociale medier har politikerne fået den perfekte platform til uafladelig selviscenesættelse. Se mig. Jeg er ligesom dig. Stol på mig. Stem på mig.
Markedsliggørelsen er indbygget i demokratiets kerne. Vi vælger de politikere, vi har tillid til, og som vi ønsker skal repræsentere os i Folketinget. Men hvor det tidligere var ideologi eller tilhørsforhold til en bestemt klasse eller gruppe, som afgjorde, hvem man stemte på, er politik i stigende grad reduceret til enkeltpersoners kamp om vælgernes gunst og opmærksomhed.
Det er ikke kun et spørgsmål om form og æstetik. Det er udtryk for, at det politiske liv i vidt omfang er blevet afkoblet fra folkelige bevægelser og interesser. Historisk blev Venstre og Socialdemokratiet til som resultat af brede folkelige bevægelser, der voksede nedefra, og som havde koblinger til fagbevægelser, landbruget og civilsamfundet på kryds og tværs.
I dag har vi en SVM-regering, som på overfladen er de to gamle magtpartiers forsøg på at tage magten uden at skulle tænke på populariteten blandt vælgerne. Men under overfladen er regeringen efter alt at dømme også blevet til i forsøget på at forsvare bestemte personers magt.
Tilbage står en befolkning, som i de kommende år kan følge de små personbårne partiers kamp for opmærksomhed og overlevelse. Og en regering, som for en stund vil gennemføre reformer uden at lytte til andre end sig selv – indtil dens medlemmer kommer i tanke om, at de også gerne vil genvælges.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.