Jeg frygter plejehjemmet mere end døden, skriver forfatteren Hans Boll-Johansen i sin fine bog om alderdommen ”Ganske kort her til sidst – om kunsten at visne glad”.
Det er en frygt, han formentlig deler med mange andre mennesker. Selvom der helt sikkert også er forhold på landets plejehjem, som man kan glæde sig over, er det problemerne i ældreplejen, man hører om. Forfatterens frygt knytter sig først og fremmest til det at skulle sige endegyldigt farvel til sit eget hjem med de mange hyldemeter med bøger. Men han er også optaget af, om det danske samfund har lovet mere, end det kan holde. Det er jo en samfundskontrakt mellem stat og borger, at borgeren yder sit til fællesskabet igennem sit arbejdsliv, men er sikret ordentlig pleje i sin alderdom. Meget tyder på, at samfundet ikke kan holde sin del af aftalen.
Problemet er i sin enkelthed, at der bliver flere og flere gamle mennesker i landet, men alt for få, der har lyst til at passe dem. Derfor rekrutteres der med rund hånd, så hullerne i vagtplanerne kan fyldes ud. Den ustabile situation betyder, at man i denne uge kunne høre om en parkinsonramt kvinde nord for København, der havde haft 12 forskellige hjælpere på 14 dage.
Det er ikke kun plejehjemmet, man skal frygte, men i høj grad en tilværelse som hjemmeboende gammel, der har brug for hjælp. Hvis man lever længe nok, vil næsten alle mennesker komme i den situation. Og netop ældreplejen er det måske vigtigste debatemne op til kommunalvalget på tirsdag. Ingen har svaret på, hvordan man løser den personalemangel, som er blevet så tydelig. Fra december sidste år og et halvt år frem søgte landets kommuner i mere end 4000 tilfælde forgæves efter medarbejdere til job som sosu-hjælpere eller sosu-assistenter. Det svarede til, at kun godt hver anden ledig stilling blev besat.
Det bedste svar på problemet er nok målrettet indvandring. I går fortalte vi her i avisen om Varde Kommune, der har samlet 27 østeuropæere til opgaven. De er kommet til landet, fordi deres ægtefæller har fået arbejde her. Nu får de så selv en uddannelse, som forhåbentlig en dag vil gøre dem til fuldt befarne sosu-assistenter. Det indlysende problem er, at de ikke taler dansk. Men forhåbentlig kan de lære det, inden de sendes ud i hjemmeplejen.
Man kan uden tvivl også gøre det mere attraktivt at arbejde her. I dag hersker der et minut-tyranni, som burde erstattes af en mere skånsom måde at arbejde på.
Mon ikke der også er et ledelsesproblem mange steder? Sygefraværet er i hvert fald meget højt hos de ansatte i ældreplejen, og det kunne måske bringes ned med dygtigere ledelse. Det vil indebære, at der bliver talt endnu tydeligere om, hvad det vil sige at yde god hjælp til gamle mennesker. Forhåbentlig kan dygtig ledelse også fremelske lidenskab for dette vigtige arbejde hos flere og flere ansatte, ligesom dygtig ledelse kan hjælpe med at tænde flammen i de ildsjæle, som kan yde så meget, hvis de bare får de rigtige skulderklap.
Og så skal man ikke glemme, at det bedste er forebyggelse. Befolkningen bliver ældre og ældre, men det er ikke en selvfølge, at den også får mere og mere brug for hjælp. Svaret er det ubarmhjertige: motion og sund kost. Men husk også rødvinen.