Kristeligt Dagblad mener: Præster skal ikke vidne falsk om deres næste

Når det er præsten, der optræder manipulerende, udløser det derfor en særlig skuffelse. Det ikke bare skader bekæmpelsen af pandemien, det skader også folkekirken

Sognepræst Therese Strand Kudajewski har de seneste dage fået en del opmærksomhed på sociale medier grundet sit syn på coronarestriktioner og sin vaccineskepsis.
Sognepræst Therese Strand Kudajewski har de seneste dage fået en del opmærksomhed på sociale medier grundet sit syn på coronarestriktioner og sin vaccineskepsis. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Læger skal droppe coronavacciner, så de ikke ender som mordere. Ellers er de ligesom de læger i Nazityskland, der udførte forsøg på sagesløse mennesker, og derfor risikerer de straf, når opgørets time kommer. Sådan lyder nogle af de synspunkter, man har kunnet læse på sociale medier fra sognepræst Therese Strand Kudajewski i Svanninge på Fyn, som i onsdagens avis blev kritiseret af sit eget menighedsråd, fordi hun med sine udmeldinger kan skabe splid lokalt.

Det kan virke småt: En folkekirkelig præst har farverige holdninger, og hvad så? Men når man ser efter, er det ikke helt så småt. Præsten er ikke bare en enkeltperson med skingre synspunkter. Hun skal tale ved en demonstration mod coronarestriktioner på fredag i Odense og er dermed ansigt på en bevægelse. Hun siger, at hun er på vej med et vaccineskeptisk netværk blandt præster. Og hendes budskaber på Facebook får støtte af flere end 1000 personer. Præsten repræsenterer et udbredt fænomen, som også findes i folkekirken.

Therese Strand Kudajewski har ytringsfrihed og er i sin fulde ret til at skrive det, hun gør. Det siger Tine Lindhardt, som er den fynske biskop, der fører tilsyn med præsten. Og ingen bestrider det. Rummeligheden er udstrakt i folkekirken og det danske samfund.

Vi fører i Danmark en bred offentlig diskussion om, hvor stor en effekt man kan forvente af vacciner. Her lægger eksperter ofte deres usikkerhed frem. Det er også almindeligt anerkendt, at de hidtidige vacciner ikke har kunnet leve op til vores første forventninger om, at de kunne sætte en stopper for pandemien. Så selvfølgelig kan man have forskellige holdninger til emnet.

Debatten om vacciner er dog ikke kun et spørgsmål om ytringsfrihed. Den er også et spørgsmål om ansvarlighed. Og alt tyder på, at vacciner er det bedste våben, vi har. De har været afgørende medvirkende til, at vi i dag står bedre end ved indgangen til 2021.

Det er uansvarligt at sprede falske oplysninger i en pandemisk situation. Det er ikke bare udtryk for uenighed, når det hævdes, at vaccinerende læger er på linje med nazistiske mordere, som har slået tusindvis af mennesker ihjel. Det er faktuelt forkert.

Hvis man endelig vil tale om dødelighed, vil de fleste eksperter nok sige, at man bringer flere i livsfare ved at tale folk fra at blive vaccineret, som det sker i den selverklærede modstandsbevægelse, end ved at tilskynde til det. Her stopper udvekslingen af argumenter dog tit, for mange vaccineskeptikere accepterer hverken eksperter eller kendere, men ser dem – ligesom læger og journalister – som det synlige udtryk for en stor mørk kraft, der aktivt virker for destruktion af menneskeliv.

Danskerne har stor tillid til præster. Det viser flere undersøgelser. Folkekirkens præster har en lang og grundig uddannelse, og de fremtræder som fornuftige, når folk møder dem. Når det er præsten, der optræder manipulerende, udløser det derfor en særlig skuffelse. Det ikke bare skader bekæmpelsen af pandemien, det skader også folkekirken. Præster skal ikke vidne falsk om deres næste.