Kristeligt Dagblad mener: Præsts drab udfordrer tillid

Mordsag får følger for kirken lokalt, men næppe nationalt

Præster er der tillid til. Det ved mange fra deres eget liv. Og det blev på en paradoksal måde bekræftet i forgårs, da Thomas Gotthard tilstod drabet på sin kone i forfærdende beskrivelser.

Anklager Anne-Mette Seerup sagde nemlig, at præsterollen havde gjort det lettere at skjule forbrydelsen. For politiet havde næret stor tillid til Thomas Gotthard som præst, der på drabstidspunktet virkede i Ansgarkirken i Hedehusene ved København.

”På samme måde, som man har tillid til politibetjente, har man også stor tillid til præster. Der var ingen, der til at starte med kunne forestille sig, at en præst kunne slå sin kone ihjel,” sagde anklageren.

Der opstår naturligt særlige forventninger til mennesker, der uge efter uge taler om næstekærlighed, barmhjertighed og hjælp til de svage. I det aktuelle tilfælde svigtede præsten forventningerne. Han tilstod at have begået et mord på makaber vis. Beskrivelsen af ugerningen var rædselsfuld, og de menneskelige omkostninger fremover vil være store.

Får forbrydelsen følger for folkekirken som institution? Næppe de helt store. Forløbet er så enestående og løsrevet fra alle mønstre i landets største trossamfund, at den formentlig ikke vil ændre på billedet af kirken generelt.

Men det får betydning lokalt. Mange vil forbinde forbrydelsen med sognet i lang tid. Et sognebarn siger i dagens avis, at hvis hun skulle have et barn mere, skulle det ikke døbes i Ansgarkirken, fordi drabet hænger i væggene. Det er ikke underligt, hvis borgere er bekymrede over, hvad der er sket i kirken.

Usikkerheden kunne imødekommes ved at kommunikere, hvad der foregår i sognet. Hvad har kirkens rolle i forløbet været? Er præsten afskediget? Er der planlagt et forløb, der skal genskabe tillid og tryghed i sognet? Disse spørgsmål har Kristeligt Dagblad forgæves forsøgt at få svar på hos menighedsrådet.

Tavshedspligten er blevet misbrugt i sagen. I lang tid hævdede den dengang sigtede, at han ikke kunne tale med politiet på grund af sin tavshedspligt. Det kunne forstås sådan, at han holdt hånden over en anden, der havde givet ham fortrolige oplysninger. Men efter tilståelsen ved vi, at det var ham selv, hånden blev holdt over.

Præster har en særlig tavshedspligt, som går tilbage til Danske Lov fra 1683, hvorefter “Præsten ikke maa aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver”. Der er nu grund til at sige højt og tydeligt, at tavshedspligt ikke er til for at beskytte præster i svære sager, men for at beskytte de mennesker, der har delt fortrolig information med præster.

Præsten er stadig en person, danskerne har særlig tillid til. Det ændrer den makabre mordsag ikke på. Men der foreligger et mentalt oprydningsarbejde. I det arbejde er det vigtigt, at kirken rækker ud til dem, der gerne vil have støtte og information efter drabsdommen.