Forløbet op tiltil den nye politiske aftale om en 10-års plan for psykiatrien var ikke kønt. En mærkesag, som regeringen gik til valg på, blev forhalet i en grad, så både støttepartier og politiske modstandere begyndte at tale om løftebrud og spørge, om psykiatrien overhovedet er et område, som sundhedsministeren prioriterer? Selv nåede Magnus Heunicke (S) noget usædvanligt at sige undskyld for den megen nølen med en angivelig mærkesag.
Nu er aftalen så omsider indgået mellem stort set alle Folketingets partier. Den indebærer en hensigtserklæring om at tilføre området 500 millioner kroner årligt. Det er dog kun for de to første år, at finansieringen er på plads, hvilket helt naturligt rejser spørgsmålet, om psykiatrien i virkeligheden vil forblive på de nederste pladser på ranglisten over sygdomsbehandling i Danmark?
I disse år er kræftbehandlingen efter de flestes opfattelse helt i top, og det er der grund til at påskønne. Men den lille beskidte sandhed i sundhedssektoren – at nogle sygdomme er finere end andre – kan aldrig accepteres som en politiske rettesnor i en universel velfærdsstat. Ja, der skal prioriteres, men sandheden er også, at hele sektoren over år har fået tilført enorme beløb, så der burde være plads til nivellering af sygdomshierarkiet.
Det går generelt tilbage for den mentale sundhed i landet. Psykisk sygdom er blevet den fjerdehyppigste dødsårsag. Ifølge dagbladet Information har næsten 600.000 danskere på nuværende tidspunkt en psykisk lidelse. For børn og unge gælder det, at antallet af patienter er steget med knap 50 procent på ti år.
Personalemangel er en vigtig hindring for at forbedre psykiatrien. Alt for mange patienter udskrives før tid med undertiden fatale konsekvenser, fordi der mangler personale, og de 500 årlige millioner i politikernes plan vil naturligvis afhjælpe dette problem.
Men der kan også være noget trættende rituelt over debatterne om sundhedssektoren, fordi de næsten altid kommer til at handle om noget materielt: penge. Ingen anfægter, at det er flere midler, der skal til for at løfte psykiatrien, men er mantraet "send flere penge" den eneste løsning? Hvor er de politikere, der supplerer argumentationen med andet end materialisme? Kunne debatten også handle om livs- og menneskesyn, om definitionen på sygdom og normalitet? Er der meget syge medborgere, der overses i behandlingen, fordi indsatsen er rettet mod reverenter talt knapt så psykisk syge?
Det er godt, at aftalen nu er kommet i stand, men en række vigtige spørgsmål består. Og de kan ikke besvares alene ad materialistisk vej.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.