Ruslands officielle udtalelser om landets krig i Ukraine antager mere og mere bizarre dimensioner. Senest er det eksempliciferet ved udenrigsminister Sergej Lavrovs udsagn til italiensk tv om, at Ukraines standhaftige præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagtens kan være nazist, selvom han er jøde. "Hitler havde også jødisk oprindelse," som Lavrov replicerede med akrobatisk foragt for al sandhed.
Men alle dens forvrængninger af virkeligheden til trods har Ruslands aggressive lederklike ret i én af sine påstande: Vesten bekæmper russerne i Ukraine. Vladimir Putins angrebskrig mod det mindre naboland, der nu løber på tiende uge, har udviklet sig til en stedfortræderkrig. Formelt set er hans modstander Ukraines overraskende robuste og slagkraftige militær, men reelt er fjenden, der igen og igen formår at trænge de russiske invasionstyrker tilbage, vestlige demokratier anført af USA - med ukrainske soldater i frontlinjen.
Nato-landenes mere og mere utilslørede og massive støtte til Ukraine i form af alt fra efterretninger til avanceret våbenteknologi gør, at Ukraines krig ikke længere blot i symbolsk forstand er vores alles kamp mod en totalitær overmagt. Det er nu en klassisk proxy-krig fra forsvarernes side: Med sit uprovokerede overfald på Ukraine har angriberen, Rusland, fået nøjagtigt den modstander, som Putin havde håbet, at han på forhånd havde skræmt væk. Dels ved i 2014 at demonstrere, at han uden nævneværdig modstand kunne stjæle Krim-halvøen fra Ukraine, dels ved allerede i indledningen af den igangværende, men stadig mere vaklende invasion at true med atomkrig, hvis tredjelande - det vil sige Nato - blandede sig.
Putin tog fejl, og hans moralske og i nogen grad også materielle nederlag på slagmarken skyldes, at Vesten mere og mere afprøver, hvor langt man kan skubbe Putins røde linje. Hvornår føler han sig så presset, at han eskalerer med desperate midler?
Det er både moralsk og sikkerhedspolitisk rigtigt af Vesten at presse Rusland maksimalt på slagmarken. Men det er ikke desto mindre en dødsensfarlig logik, der styrer opgøret om Ukraine. Om historien vil bedømme det, der sker, som en succes fra demokratiernes synspunkt, afhænger af, om Nato kalibrerer sin grad af involvering korrekt. For hvor ulykkeligt, det end måtte være, så er det den gale mands veto, der bestemmer, hvor grænsen går for Vesten. Ender det hele i, at Putin udløser en atomkrig, selv en der "kun" udkæmpes på den ukrainske slagmark med taktiske atomvåben, er Vestens føle-sig-frem taktik slået fejl. Det er den, fordi det er umuligt at forestille sig et atomart gensvar fra Vestens side, eftersom et sådant vil lede direkte til næste skridt - en atomar verdenskrig - og det ligger, selvom konstateringen kan lyde barok, uden for Natos mandat.
For når Vesten endnu ikke har blandet sig direkte på jorden eller i luften i Ukraine og benægter, at man vil gøre det, skyldes det Natos erklæring allerede fra opløbet til krigen: Da Ukraine ikke er Nato-medlem, vil man ikke sætte ind med militær magt i Ukraine. I stedet lader Nato ukrainerne føre krigen, som jo også først og fremmest er deres krig, med Vestens midler. Og det gør de imponerende - til Moskvas stadig tydeligere desperation.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.