Det var billedet af Joe Bidens famøse fist bump, der løb med al opmærksomhed efter den amerikanske præsidents fire dage lange rundrejse i Mellemøsten. Hans uformelle knytnævehilsen til Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, er blevet tolket, som om Biden har lagt sig fladt ned for den saudiske de facto-leder. Især når denne efterfølgende via sine håndgangne mænd har undsagt præsidentens udlægning af deres tre timer lange møde, hvor Biden efter eget udsagn talte lige ud af posen om det bestialske drab på den saudisk-amerikanske journalist Jamal Khashoggi i Istanbul i 2018. Et drab, som kronprinsen ifølge en amerikansk efterretningsrapport godkendte, men som Biden allerede i januar reelt lagde bag sig, da han sagde god for at offentliggøre selvsamme rapport.
For også han har måttet erkende, at USA ikke har råd til at kappe båndene til sin nære allierede igennem otte årtier. Bidens valgkampløfter om at stemple Saudi-Arabien som paria-stat er blevet indhentet af benhård realpolitik. Ikke mindst som følge af Vladimir Putins angrebskrig i Ukraine er den amerikanske præsident nødt til at agere pragmatisk for ikke at sende verdens største olieproducent i armene på Rusland og Kina. To aktivistiske stormagter, som slet ikke kerer sig om menneskerettigheder, og som Vesten ikke har råd til at tabe til i dette opgør mellem autokratier og demokratier, som Biden med rette taler om.
Midt i denne krigstid med galopperende inflation og rekordhøje benzinpriser er det derfor betryggende, at Joe Biden har bekræftet sit ry som realpolitiker. Som alle sine forgængere står han i dilemmaet mellem at promovere amerikanske frihedsidealer og varetage amerikanske interesser. Hans store idol, Franklin D. Roosevelt, talte under Anden Verdenskrig også med Josef Stalin, der alt andet lige havde mere blod på sine hænder end den autokratiske saudiske kronprins.
Det handler om at have det store mål i sigte uden at give køb på sine værdier. For Biden har ret i, at det gavner amerikanske - og vestlige - interesser at få et mere stabilt Mellemøsten, hvor saudiarabisk og israelsk inddragelse er nødvendig, hvis USA skal have held med at få forhandlet en ny atomaftale på plads med Iran.
Hans forgænger i embedet, Donald Trump, opsagde atomaftalen uden at fremsætte alternativer, prøvede at indsmigre sig hos den saudiske kronprins og ignorerede palæstinenserne i sin favorisering af Israel. Modsat Trump anser Biden ikke udenrigspolitik som en gesjæft. Han har gjort klogt i at støtte de normaliseringsaftaler, som Israel og flere arabiske lande indgik under Trump.
Langt vigtigere end hans joviale hilseform er derfor det overordnede budskab, der står tilbage efter Bidens besøg i Israel, de palæstinensiske selvstyreområder og Saudi-Arabien. Ved at tale med alle parter – både israelske og palæstinensiske kilder taler om møder med gensidig varme – har han levet op til, at ”Amerika er tilbage”.
Biden prøver at genoprette USA’s ry som en ”ærlig mægler” i Mellemøsten, og det kræver altså også at se en person som Mohammed bin Salman i øjnene.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.