Kristeligt Dagblad mener: Regeringens magtfuldkommenhed forvoldte skade langt udover minkerhvervet

Da regeringen på ulovlig vis valgte at gå enegang og slå alle mink ned, var det kæmpeskandale, hvis menneskelige, økonomiske og tillidsnedbrydende konsekvenser det er svært at overvurdere

minksagen står nu som en skamstøtte til Mette Frederiksen - og alvorlig advarsel - over, hvad der sker, når alle stopklodser fjernes, og man bliver så magtfuldkommen, at ingen evner eller tør sætte hælene i, skriver chefredaktør Karin Dahl Hansen.
Minksagen står nu som en skamstøtte til Mette Frederiksen - og alvorlig advarsel - over, hvad der sker, når alle stopklodser fjernes, og man bliver så magtfuldkommen, at ingen evner eller tør sætte hælene i, skriver chefredaktør Karin Dahl Hansen. . Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Mens regeringen, siden den kom til, har talt for nærhed, udflytning og decentralisering, var det præcis det modsatte, der gjorde sig gældende under coronahåndteringen, som på uskøn vis kulminerede i november 2020, da der udgik dekret fra allerhøjeste sted om aflivning af samtlige mink i Danmark. Med absolut tophastighed kørte regeringen anført af statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef direkte ind i retsstatens mur. Og slog et gigantisk hul i beslutningsgange, demokratiske spilleregler og - værst af alt - borgernes tillid. Ja, det var selve demokratiets grundlæggende spilleregler, der blev ramt, og man kan med god grund hævde, at den eneste af sine paroler, statsministeren levede op til, var opgøret med regeltyranniet. At det her var Grundloven, der blev set stort på, gør skandalen fuldendt.

På torsdag i næste uge afleverer Minkkommissionen sin rapport til Folketinget, og ifølge Weekendavisen, der har haft adgang til dele af det udkast, som forud for offentliggørelsen har været til høring hos sagens parter, forholder det sig præcis, som man kunne frygte. Beslutningsgangene var på det tidspunkt af coronapandemien så centraliserede, at systemet reelt ikke fungerede.

Hvis nogen skulle have glemt det, var november 2020 en særdeles usikker periode. Vaccinerne var endnu ikke en realitet, og Wuhan og Hjørring blev nævnt i samme sætning. Der var en reel bekymring for, at Danmark kunne blive epicenter for en forlængelse af pandemien, og der var risiko for, at de ventede vacciners effekt ville blive ødelagt. Derfor havde det også været en enkel sag at få et Folketingsflertals opbakning til den vidtgående beslutning om at slå alle mink ned. Alligevel valgte regeringen på ulovlig vis at gå enegang, og på et skrattende digitalt pressemøde den 4. november blev det meddelt, at alle mink skulle slås ned, og at minkavlerne ville få en tempobonus, hvis de selv gik i gang med nedslagtningen.

Der er tale om en kæmpeskandale, hvis menneskelige, økonomiske og tillidsnedbrydende konsekvenser det er svært at overvurdere. Ingen andre erhverv er blevet de facto nedlagt ved ekspropriation uden lovhjemmel med efterfølgende (forståelig) milliardstor økonomisk kompensation.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) trak sig i ugerne efter den uhjemlede beslutning i november 2020. Om minksagen også skal have konsekvenser for statsministeren - og dermed regeringens liv - er op til et flertal i Folketinget. Det er selve Grundloven, regeringen har forbrudt sig mod. Ministre er gennem årene faldet på betydeligt mindre fejl.

Mette Frederiksen (S) har, siden hun trådte til i 2019, haft som erklæret mål at samle mere beslutningskraft i sit eget ministerium. Det kan være fint at sætte en politisk retning og ikke lade embedsapparatet køre efter “vi plejer"-modellen. Men minksagen står nu som en skamstøtte - og alvorlig advarsel - over, hvad der sker, når alle stopklodser fjernes, og man bliver så magtfuldkommen, at ingen evner eller tør sætte hælene i.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.