Kristeligt Dagblad mener: Rigtigt at droppe forsvarsforbehold

Den konflikt med russerne, som Vesten har nølet med i 10 år, og som alle nu efter 10 dages krig har håndfaste meninger om, bliver i sidste ende afgjort af alt det, Vesten ikke taler om

Danske soldater under øvelse i Oksbøl i sidste uge.
Danske soldater under øvelse i Oksbøl i sidste uge. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det kommer næppe til at få nogen direkte betydning for rædslerne i de ukrainske byer, som tager til dag for dag. Ikke desto mindre er det rigtigt og nødvendigt, at Danmark nu entydigt bliver del af det forsvars- og sikkerhedspolitiske tidehverv, som Europa befinder sig i.

Når forsvarsforbeholdet skal til folkeafstemning, tyder alt på, at et stort flertal af danskerne er klar til at tage afsked med forbeholdet. Uagtet at Nato forbliver den afgørende forsvarsalliance, er det rigtigt at styrke det europæiske handlerum. Samtidig bliver det afgørende, hvordan EU i praksis vil løfte det fælles forsvar.

Lige så rigtigt og nødvendigt er det, at Danmark nu omsider vil løfte udgifterne til et tidssvarende og effektivt forsvar til de to procent af bruttonationalproduktet, som længe har været på tegnebrættet. Det vil formentlig møde større folkelig modstand, når pengene skal findes ved at fjerne velfærdsydelser eller hæve skatten, men også her bør den russiske invasion af Ukraine, som er den største militære aktion på europæisk jord siden Anden Verdenskrig, afgøre sagen. Der er ingen vej udenom.

Når Danmark så har formaliteterne på plads, melder virkeligheden sig. Og den kan ikke mødes alene med paroler, nye stavemåder og forceret heroisk aktivisme. Sagen er i al sin brutalitet, at den konflikt med russerne, som Vesten har nølet med i 10 år, og som alle nu efter 10 dages krig har håndfaste meninger om, i sidste ende bliver afgjort af alt det, Vesten ikke taler om.

Et illustrativt eksempel. Ukraine værdsætter den moralske og økonomiske støtte, de vestlige våbenleverancer og den humanitære hjælp, men de har også bedt om fly og støtte til at sikre en flyveforbudszone. Og de to sidste militært set afgørende ting har Vesten sagt nej til. Og hvorfor nu det, når den moralske opbakning er så utvetydig? Det er fordi, vi ikke ønsker en direkte konfrontation med Rusland, som kan eskalere krigen til et niveau, de færreste ønsker at tænke til ende.

Derfor skal vi nu gøre op med os selv, om Ukraines skæbne er en vital interesse for Vesten. Altså vital i betydningen ligeså vital som for Ukraine, eller Rusland. Noget vi er ligeså villige til at sende soldater i døden for. Er vi klar til det? Over for et Rusland, som vil gøre alt for at undgå nederlag.

Den moralske position, vi kan forsvare, er følgende. Ukraine har ret til at kæmpe for egen selvstændighed. Vi skal støtte Ukraine alt, hvad vi kan. Vi skal fortsætte med at presse Rusland så meget som muligt.

Og hvis Ukraine rent faktisk kan gøre modstand, så de, om ikke vinder, så dog kan demoralisere og udmatte Rusland, så har Ukraine vundet en vigtig sejr for Vesten. Uden at det har kostet de vestlige lande et eneste liv, men blot en masse penge. Det er ikke heroisk. Men det er sådan, det er. Og det vil efterlade os med en gæld over for Ukraine, som ikke handler om penge.

Vi er også nødt til at være ærlige. Det kan ende meget værre.