Kristeligt Dagblad mener: S fik en lektion i magtens skrøbelighed

Magten er skrøbelig i et demokrati. I et velfungerende demokrati som det danske kan den endda være meget skrøbelig. I går ovenpå, i dag med hatten i hånden. At være magthaver er et usikkert erhverv.

Denne - efter behag forstemmende eller opmuntrende - pointe er, midt i alle de mere konkrete udskiftninger rundt om i kommuner og regioner, måske den vigtigste påmindelse, vi fik ved tirsdagens valg. Det blev i sjælden grad en sandhedens time både for politikere og for medier.

Socialdemokratiets fald efter to års massiv opbakning fra vælgerne kom med overraskende styrke. Det er kun ganske få måneder siden, at alle, der mente at vide noget om de sager, fastslog det som en indlysende kendsgerning, at statsminister Mette Frederiksen (S) stod så stærkt oven på sin statsmandsindsats under coronakrisen, at det var svært at se et udløb på hendes succes. Fortællingen om hendes urørlighed og regeringens suveræne position blev endog internaliseret af borgerlige partispidser i en grad, så de spøgte med, at det ikke nyttede at tænke på et magtskifte inden for overskuelig fremtid.

På den baggrund må kommunalvalgets tale føles som en næsten ubærlig nedtur for Socialdemokratiet. Partiet gik omkring 10 procentpoint tilbage i de fire største byer. I København satsede og tabte partiet med en overborgmesterkandidat, der ikke rigtig havde nogen folkelige meriter på sit cv, og som kun bliver overborgmester nu, fordi de borgerlige partier vil gøre alt for at holde det umådeligt sejrrige Enhedslisten fra fadet. Socialdemokratiet er stadig landets største parti, også på kommuneplan. Men trods alle forudsigelser siver magten det af hænde.

Det er demokratiets sunde selvregulering, som alle, der oplever medvind, hele tiden bør huske sig selv på: Det går over en dag

Jeppe Duvå

Den næsten omvendte fortælling gælder Venstre, der - kun sat lidt på spidsen - høstede en halv sejr ved ikke at få den nedtur, som mange kommentatorer ellers havde præpareret offentligheden på siden formandsskiftet i partiet i 2019. Jakob Ellemann-Jensen havnede som formand for partiet hurtigt i den klumpedumpe-rolle, som medierne kan tildele politikere, hvorefter de - ifølge samme medier - ikke kan gøre noget rigtigt. At hans parti målt i procentpoint gik mindre tilbage i tirsdags på landsplan end Socialdemokratiet skyldes i hvert fald ikke medieskabt medvind.

Det er ofte en billig forklaring at gøre medierne til en aktiv medansvarlig, når skyld og ære skal fordeles i forbindelse med politiske op- og nedture. Men når det gælder den løbende opbygning af fortællinger, som sker omkring bestemte partier og politiske profiler, så disse ifølge kommentatorer og eksperter enten er næsten ufejlbarlige eller helt umulige, så indtræffer der helt indiskutabelt noget kollektivt ubevidst i mediernes adfærd, som ikke er klædeligt.

Det glædelige er så, at det kun har begrænset effekt på vælgerne. De går deres egne veje. Og selvom Mette Frederiksen er blevet castet som de næste mange års urokkelige landsmoder, så sender befolkningen et signal, der siger noget andet. Det er demokratiets sunde selvregulering, som alle, der oplever medvind, hele tiden bør huske sig selv på: Det går over en dag.