Kristeligt Dagblad mener: Så er vi der igen. Erdogan afpresser os

Det er et godt gæt, at der i den nærmeste fremtid vil blive indgået en beskidt handel.

Den ene side i handelen er Tyrkiet, der umiddelbart vil nyde mest gavn af den. Men for den anden side, Vesten, vil den åbne for en ny sikkerhedsorden af strategisk betydning. Det deprimerende er, at begge sider i den uværdige udveksling, der kan forudses, er medlemmer af den vestlige forsvarsalliance, Nato. De burde derfor arbejde sammen - ikke krejle med hinanden.

Vesten er i den utålelige situation, at Tyrkiet under sin nuværende islamistiske ledelse med præsident Recep Tayyip Erdogan i spidsen igen og igen kan true og afpresse både Nato og EU.

For nogle år siden var det flygtningepres mod Europas grænser, han brugte som pressionsmiddel. Erdogans igangværende blackmail handler om Nato, som Sverige og Finland i forgårs søgte optagelse i. De to nordiske lande bydes varmt velkommen af alle de andre Nato-medlemmer, men Natos sydøstligste medlem, Tyrkiet, står fast på at ville bruge sin vetoret til at udelukke de to nye medlemmer.

Det er her, man skal lægge mærke til, at Natos altoverskyggende mål for indeværende - nemlig at styrke Vesten i at afvise Ruslands aggressioner og bekæmpe den russiske invasion af Ukraine - er ligegyldigt for præsident Erdogan. Som han har demonstreret talrige gange over årene, er en international krise for ham aldrig en anledning til at stå sammen eller vise international solidaritet. Det er en invitation til at skaffe sit regime taktiske fordele. Den stadig mere elendige forfatning, han relativt ubekymret lader sit land synke ned i, viser, at det ikke handler om omsorg for Tyrkiets befolkning.

Og nu står vi her igen: Hvis Sverige og Finland skal optages i Nato, kræver Erdogan en modydelse. Og da atommagten Ruslands aggressive præsident, Vladimir Putin, er et massivt større problem for Vesten end afpresseren Erdogan, taler alt for, at Tyrkiet også i denne omgang får en indrømmelse - eller flere.

Formelt har Erdogan peget på, at Sverige og Finland giver husly til medlemmer af Kurdistans Arbejderparti (PKK). Det kræver han stop for. Partiet står på såvel EU's som USA's terrorliste, så Tyrkiet har bestemt noget at hænge sin harme på. At disse kurdiske aktivister samtidig meget vel kan have fået asyl i de to nordiske lande, og det derfor ikke lige er muligt for en retsstat at udlevere dem eller spærre dem inde, bekymrer ikke Erdogan. Uanset om han kan imødekommes på dette punkt eller ej, vil hans afpresning meget sandsynligt resultere i andre erkendtligheder af økonomisk art fra Vestens side.

Stillet over for Putins trusler er det afgørende, at Sverige og Finland kommer ind i Nato - næsten for enhver pris. Og derfor også for den, Erdogan kræver. Ingen involverede vil komme ud af dette intermezzo med rene hænder. Men der er desværre ingen andre veje frem, hvis ikke USA - den eneste nation i Nato med styrken til det - finder den meget voldsomme retorik frem og banker Erdogan på plads. Det ville være passende, hvis det skete. Men forvent en meget mere uskøn løsning.