Kristeligt Dagblad mener: Se medmennesker med hjertet

Som Dronningen slog fast i sin nytårstale, så bliver mennesker, der lever med et handicap, ikke altid mødt med forståelse og respekt. Tværtimod

Det er positivt, at psykisk og fysisk sårbarhed er blevet mere aftabuiseret. Men samtidig er det også, som om tolerancen er blevet mindre. Tonen i samfundsdebatten er til tider både hurtig og hårdtslående, og man savner ind i mellem eftertænksomhed hos de såkaldt stærke.
Det er positivt, at psykisk og fysisk sårbarhed er blevet mere aftabuiseret. Men samtidig er det også, som om tolerancen er blevet mindre. Tonen i samfundsdebatten er til tider både hurtig og hårdtslående, og man savner ind i mellem eftertænksomhed hos de såkaldt stærke. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Før i tiden var det almindeligt, at blinde bar et gult armbind. På den måde signalerede de deres handicap til omgivelserne, som så kunne hjælpe og vise hensyn. Andre levede med et mere eller mindre usynligt handicap, men ofte vidste man i lokalsamfundet, hvordan det var fat og kunne tage det fornødne hensyn og bære både over og med den udsatte medborger.

I de seneste mange år har der med rette været et ønske blandt mennesker med handicap om at være inkluderet i samfundet på lige fod med alle andre. Tidligere tiders store institutioner er afløst af mindre botilbud, der ofte er placeret i villakvarterer, og flere er i stand til at bo i egen bolig med hjælp og støtte.

Det er godt, men inklusionen kommer med en pris. For som Dronningen slog fast i sin nytårstale, så bliver mennesker, der lever med et handicap, ikke altid mødt med forståelse og respekt. Tværtimod.

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags en kronik skrevet af en kvinde, der lider af alvorlige senfølger efter en hjerneblødning. Hun skrev om byrden ved at have et usynligt handicap. Ikke nok med at hun og ligesindede bestandigt må slås med deres eget selvbillede og også med offentlige myndigheder, der ikke tildeler den hjælp, de har brug for, de må også tåle mere eller mindre gennemtænkte bemærkninger og råd fra omgivelserne om ”bare” at gøre dette eller hint, når nu ”man ser så frisk ud”.

Den kvinde og mange andre med særlige udfordringer har fortjent bedre end dumsmarte bemærkninger. For eksempel har medlem af Folketinget Karsten Lauritzen (V) fortalt om at blive mobbet på sociale medier, fordi han som ordblind ikke staver perfekt og samtidig skammede sig over sit handicap. Og diabetikere, hvis blodsukkerniveau er lavt, bliver jævnligt antaget for at være berusede, selvom de dybest set blot har brug for et glas saftevand.

Det er positivt, at psykisk og fysisk sårbarhed er blevet mere aftabuiseret. Men samtidig er det også, som om tolerancen er blevet mindre. Tonen i samfundsdebatten er til tider både hurtig og hårdtslående, og man savner ind i mellem eftertænksomhed hos de såkaldt stærke.

Alzheimerforeningen har lavet et badge, som mennesker med demens kan bære, hvis de har lyst, og lungesyge, der ikke tåler mundbind, har også fået et badge, ligesom sårbare, der ønsker ekstra afstand, kan skilte med det på frakken. Det er modigt på den vis at fortælle, at man har et særligt behov for omgivelsernes hensyntagen.

Men badge eller ej, det ville klæde det danske samfund, hvis alle udviste lidt mere tålmodighed over for mennesker, der ikke er, som folk er flest. At tro på det bedste i andre og række ud med nysgerrighed og omsorg.

Dømmesyge er heldigvis ikke noget handicap og er derfor også muligt både at behandle og kurere.