Kristeligt Dagblad mener: Selv en lille klippeknold kan være vigtig i krigstider

Det sender et stærkt signal til Putins Rusland, at Danmark og Canada omsider har bilagt langvarig grænsestrid om Hans Ø

Uoverensstemmelsen om Hans Ø mellem Grønland og Canada er langt om længe blevet løst. Og det sender et stærkt signal til Rusland.
Uoverensstemmelsen om Hans Ø mellem Grønland og Canada er langt om længe blevet løst. Og det sender et stærkt signal til Rusland. Foto: Canadian Hydrographic Service And Carleton University/Ritzau Scanpix.

Der blev ikke sparet på de store ord, da udenrigsministrene fra Canada og Danmark sammen med formanden for Grønlands selvstyreregering Naalakkersuisut i aftes i Ottawa underskrev en historisk aftale, som bilægger fem årtiers tovtrækkeri om Hans Ø, på grønlandsk Tartupaluk. Det er en aftale, som er kommet i stand på fredelig vis takket være vedholdenhed og diplomatisk snilde, og som kun kan hilses velkommen i en tid med krig og ustabilitet.

For selvom den blot 1,3 kvadratkilometer golde sten i Kennedy Kanalen mellem Canada og Grønland hverken huser beboere, pattedyr eller planter, så får klippen pludselig symbolværdi på et tidspunkt, hvor Vladimir Putins invasion af Ukraine har rokket ved den regelbaserede verdensorden.

Det var da også med en direkte hilsen til den stadig mere isolerede enehersker i Kreml, at den canadiske udenrigsminister, Mélanie Joly, kaldte Arktis for "et fyrtårn for internationalt samarbejde, hvor retsstaten holdes i hævd", mens hendes danske kollega, Jeppe Kofod (S), udtrykte håb om, at "ånden bag denne aftale kan inspirere andre. Det er der behov for i en tid, hvor respekten for folkeretten er under pres".

Nu er Rusland godt nok suspenderet fra det gode selskab i Arktisk Råd, men Arktis har stadig stor strategisk betydning for Putin og hans greb om magten, da den vigtige russiske produktion af olie, gas og mineraler især foregår i de arktiske provinser. Og det sender et stærkt signal til den russiske præsident, at det faktisk kan lykkes at løse en strid om suverænitet uden brug af våben eller magt i et område, som får stadig større betydning i den globale stormagtsrivalisering.

Grænsedragningen på Hans Ø - og den medfølgende aftale om verdens længste maritime grænse på 3962 kilometer - viser, at de internationale konventioner faktisk kan bruges til at bilægge stridigheder.

Kerrin Linde

Udlandsredaktør

Selvom det på overfladen kunne opfattes som underholdende indslag, når Donald Trump som amerikansk præsident udtrykte ønske om at købe Grønland, og russiske u-båds-soldater og kinesiske minefolk i den seneste sæson af DR-serien "Borgen" satte fødder på grønlandsk jord, så vidner det om Arktis' kolossale betydning, hvor det internationale, regelbaserede samarbejde bør holdes i hævd.

Grænsedragningen på Hans Ø - og den medfølgende aftale om verdens længste maritime grænse på 3962 kilometer - viser, at de internationale konventioner faktisk kan bruges til at bilægge stridigheder. Det handler ikke om at plante flag, sende krigsskibe eller efterlade snapsflasker som hilsen til modparten.

For den golde klippeknold har faktisk ikke kun symbolsk betydning i denne krigstid. For de lokale inuitfolk på begge sider af den nye grænse har den også stor traditionel betydning. Derfor er der noget særligt smukt i, at den lillebitte ø, der på dansk er opkaldt efter en grønlandsk fanger og ekspeditionsdeltager, som i 1800-tallet var med til at opdage den, nu reelt gives tilbage til de lokale, som fremover kan bevæge sig frit på klippen uden diplomatiske skærmydsler.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.