I anden sæson af satireserien "Guru" på DR har livsstilscoachen Anders Mertz fået en ny idé. I første sæson hed konceptet, som han forsøgte at prakke det midtjyske erhvervsliv på, "Gå selv". I den nye omgang "Guru" hedder den banebrydende idé "Gå sammen".
I seriens afsnit bruger Mertz i Simon Kvamms skikkelse en ikke uanselig mængde energi på at overbevise snusfornuftige silkeborgensere om, at der skam ingen modsætning er mellem at gå selv og at gå sammen, mellem individualisme og fællesskab. Det mener de nu ellers nok, at der er.