Kristeligt Dagblad mener: SF og Enhedslisten bør ikke spille hasard med den danske model

Der skal ikke spilles hasard med et system, der trods udfordringer på især det offentlige arbejdsmarked igen og igen har bevist sit værd

Ikke mindst SF og Enhedslisten taler for, at sygeplejersker og andet frontpersonale ekstraordinært belønnes med en bonus, der både skal tiltrække og fastholde medarbejdere på landets hospitaler. Ønsket er velment, men samtidig udtryk for en kortsigtet og problematisk tilgang til problemet.
Ikke mindst SF og Enhedslisten taler for, at sygeplejersker og andet frontpersonale ekstraordinært belønnes med en bonus, der både skal tiltrække og fastholde medarbejdere på landets hospitaler. Ønsket er velment, men samtidig udtryk for en kortsigtet og problematisk tilgang til problemet. . Foto: MedicAlert/Unsplash.

I en tid, hvor alle er enige om, at sundhedsvæsenet er under pres, kræver det mod at tale imod en ekstraordinær, politisk aftalt bonus til sygeplejersker og andet såkaldt frontpersonale.

Det mod har tydeligvis både Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hoved-organisation, samt Mona Striib, der er formand for FOA’s mere end 170.000 medlemmer.

Begge har ganske klart advaret mod den aktuelle politiske strømning, hvor ikke mindst SF og Enhedslisten taler for, at sygeplejersker og andet frontpersonale ekstraordinært belønnes med en bonus, der både skal tiltrække og fastholde medarbejdere på landets hospitaler.

Ønsket er velment, men samtidig udtryk for en kortsigtet og problematisk tilgang til problemet. Og derfor er det ikke så underligt, at Lizette Risgaard kalder forslaget ”usolidarisk” og kritiserer politikerne for at have ”tabt forbindelsen til virkeligheden”, mens FOA-formand Mona Striib direkte advarer mod, at forslaget vil udløse ”tredje verdenskrig” på det danske arbejdsmarked.

Jamen, har de to magtfulde fagforeningschefer slet ikke forståelse for sundhedsvæsenets udfordringer? Jo, naturligvis har de det, hvilket de også begge understreger. Men hvis man vil forstå deres modstand mod den politiske iver efter at uddele en bonus til udvalgte grupper, er det oplagt at kigge mod Frankrig.

Her er arbejdsmarkedet kendetegnet ved hyppige og ganske voldsomme strejker, hvor resultatet ofte afhænger af evnen til at råbe højest og blokere det øvrige samfund mest muligt. De forskellige faggrupper kæmper sjældent sammen, men indirekte imod hinanden, og det er præcis den situation – modpolen til den berømte danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgiver forhandler uden politisk indblanding – som fagbevægelsens topfolk ser for sig, når de aktuelt oplever politikere udskille en faggruppe som særligt trængende. Der skal ikke spilles hasard med et system, der trods udfordringer på især det offentlige arbejdsmarked igen og igen har bevist sit værd.

SF og Enhedslisten skylder et svar på, hvad der skal ske, og hvor pengene skal komme fra, hvis en bonus til sygeplejerskerne udløser lignende og forventelige krav fra eksempelvis sosu’erne, jordemødrene og radiologerne – og så er der alle de faggrupper uden for sundhedsvæsenet, såsom fængselsbetjente, pædagoger og socialrådgivere, der formentlig også vil føle sig snydt, hvis et politisk flertal belønner en særskilt faggruppe, mens andre intet får.

En supertanker som sundhedsvæsenet vendes ikke med en bonus, men med en politisk vilje til at gøre grundlæggende op med fundamentale strukturelle problemer, som det blandt andet blev beskrevet på forsiden af Kristeligt Dagblad onsdag.

Det betyder ikke, at forskellige faggruppers løn ikke kan diskuteres, men i det lange løb har ingen en interesse i, at den beslutning afhænger af en aktuel politisk stemning – heller ikke landets sygeplejersker.