Kristeligt Dagblad mener: Sikkerhedsgarantier mellem øst og vest er midlet mod ny krig

Det, der forener parterne, er en fælles interesse i at få sikkerhedsgarantier. Alternativet er permanent usikkerhed med en indbygget krigsrisiko, som ikke tjener nogen af parternes fundamentale interesse

I disse dage opretholder Rusland en massiv troppetilstedeværelse lige på den russiske side af grænsen til Ukraine.
I disse dage opretholder Rusland en massiv troppetilstedeværelse lige på den russiske side af grænsen til Ukraine. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den kolde krig er genopstået, men i en mere ustabil version. I årtierne frem til Sovjetunionens opløsning erkendte begge parter - Nato og østblokkens Warzawapagtlande - at deres respektive atomarsenaler gjorde situationen kronisk dødsensfarlig. Derfor var forudsigelighed i de to modstanderes indbyrdes ageren en simpel nødvendighed, hvis den gensidigt ødelæggende atomkrig skulle undgås.

De senere ugers højspændte situationer ved grænserne mellem Europas øst og vest gør, at man næsten kan savne den kolde krigs stabilitet. Først var der næsten-konfrontationen mellem Nato-landet Polen og Belarus, hvis russisk støttede diktator, Aleksandr Lukasjenko, prøvede at hævne sig over EU-sanktioner ved at sende mellemøstlige migranter frem mod den polske grænse. Da russerne på et tidspunkt også nedkastede faldskærmstropper i Belarus tæt på grænsen, lignede det en begyndende eskalering af den slags, eksperter gennemprøver i krigsspil. Det kunne være gået helt galt.

I disse dage opretholder Rusland en massiv troppetilstedeværelse lige på den russiske side af grænsen til Ukraine. Her handler konflikten om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, anser Ukraine for at være en naturlig komponent i det russiske storrige, han drømmer om at etablere, mens USA - og i forlængelse heraf Nato - fastholder, at Ukraine er en suveræn stat, hvis grænser ikke må krænkes. For russerne ligger Ukraine af både historiske, kulturelle og sproglige grunde inden for deres interessesfære. For Vesten er Ukraine et fremskudt stykke af Vesten, som skal værnes. Rusland demonstrerede i 2014, at ukrainsk område anses for at være legitimt krigsbytte, da Putin annekterede Krim-halvøen.

Det digitale topmøde i tirsdags mellem USA's præsident Joe Biden og Putin skulle have droslet spændingerne ned, men ifølge iagttagere - også i denne avis - gav mødet formentlig snarere Putin yderligere mod på at teste, hvor grænsen går for Vesten. Biden gentog på mødet advarslerne om alvorlige konsekvenser for Rusland, hvis Rusland forgriber sig på Ukraine. Men de varslede konsekvenser bestod i økonomiske sanktioner, som en internt presset Putin udmærket kan vælge at ignorere, hvis hans fortsatte opbakning på hjemmefronten skulle kræve, at han spiller stærk mand-kortet. Han vil kunne anse sig for nogenlunde sikker på, at Nato ikke vil møde en russisk invasion i det østlige Ukraine med militærmagt. Dertil er Ukraine trods alt ikke geopolitisk vigtig nok for Vesten - og da Ukraine ikke er medlem af Nato, er forsvarsalliancen ikke forpligtet til at gøre noget.

Situationen er i længden uholdbar, fordi den balancerer på kanten af noget, der meget let kan eksplodere. Parterne mistror hinanden - og Vesten har med Krim in mente al mulig grund til at tiltro Putin de værste intentioner. Det, der forener parterne, er en fælles interesse i at få sikkerhedsgarantier. Putin vil formentlig slå sig til tåls med ikke at kunne indlemme Ukraine, hvis han får Vestens løfte om, at Ukraine ikke får medlemskab af Nato. Hvis Putin til gengæld garanterer Ukraines suverænitet, må Vesten give Rusland denne indrømmelse. Alternativet er permanent usikkerhed med en indbygget krigsrisiko, som ikke tjener nogen af parternes fundamentale interesse.