Kristeligt Dagblad mener: Skaf svar på coronas mysterier

Ubegribeligt meget står ubesvaret efter det seneste halvandet år

Kristeligt Dagblad mener: Skaf svar på coronas mysterier

I dag smider vi mundbindene. Stort set. Det er en symbolsk markering af et farvel til knapt halvandet års coronarestriktioner. Om det i virkeligheden blot er et ”på gensyn”, ved vi først til efteråret, når smitten risikerer at vende retur i nye, grimme forklædninger. Men for nu er det et farvel – også til det altdominerende forsigtighedsprincip. Det har ellers siden den første samfundsnedlukning bestemt, at ethvert coronadødsfald var et for mange. At ingen pris var for høj at betale for at undgå det, hverken økonomisk eller i form af mulige langsigtede skadevirkninger for mennesker med andre lidelser. Proportionalitetsprincippet blev ofret.

Foreløbig ser det ud til at have været den bedst mulige strategi. Tæller man corona-relaterede dødsfald pr. en million indbyggere, er Danmark i hvert fald sluppet nådigere fra pandemien end de fleste andre vestlige lande, så der er meget at være taknemmelig for. Når det er sagt, står mange presserende, ubesvarede spørgsmål imidlertid tilbage.

For det er nok det mest ubegribelige, at regering og sundhedsmyndigheder efter halvandet år med corona fortsat famler rundt, når de skal forklare og forsvare tiltag mod sygdommen. Tag mundbindene, som vi nu lægger væk. Til at begynde med afviste man blankt, at de havde nogen virkning. Siden blev det et ”supplerende redskab”, der om ikke andet kunne være en god påmindelse om at være forsigtig. Men den egentlige effekt af den praktiske – ofte meget lemfældige – brug er stadig ukendt, i hvert fald for offentligheden. Ligesom vi ikke ved, hvor mange liv det har reddet at spritte hænder af, nyse i ærmerne eller holde afstand. Hvad har forsamlingsforbud betydet? Myndighedernes svar har typisk lydt, at det hele i forening virker. Men kunne man have droppet nogle af de dyreste og mest irriterende tiltag, uden at det havde været synligt på smittekurverne?

Eller tag teststrategien. Den ekstreme testning har formentlig medvirket stærkt til at holde smittetallene nede og måske afværget en tredje bølge herhjemme. Kunne vi derfor på et meget tidligere tidspunkt have lukket samfundet op, til gavn for især skoleelever og de små erhvervsdrivende? De har betalt den højeste pris for overforsigtighedsprincippet de seneste måneder.

Har milliardudgifterne til tests så i øvrigt stået mål med, hvad man har opnået, især efter at de mest sårbare og ældre alligevel er blevet vaccineret, og corona nu kun giver meget få dødsfald? Kan man forsvare udgifterne, alene fordi der er ubehagelige, generende senfølger af sygdommen? Det oprindelige mål handlede jo om noget andet, nemlig at undgå nedsmeltning på sygehusene. Giver det mening at fortsætte med den omfattende individuelle testning, når man muligvis kan opnå næsten det samme ved at teste spildevand? Hvorfor er der ikke satset på det? Og hvordan kan det være, at virologerne igen og igen har forudset, at smittetallene ville stige katastrofalt, hvis samfundet blev åbnet yderligere, men i realiteten har smitten været uændret eller er faldende siden februar, trods flere genåbninger?

Forklaringen på det sidste har lydt, at sæsoneffekten kom tidligere, end man troede. Begyndte folk da at gå mere ude i skjorteærmer i februar? Hvordan hænger sæsoneffekten i øvrigt sammen med, at sygdommen fortsat spreder sig voldsomt i varme lande som Indien og Brasilien? Svarene blafrer i sommerluften, som vi heldigvis nu kan indånde frit uden bind. Forhåbentlig vil myndighederne nu nærstudere alle til rådighed stående data, så de kan give bedre besked om coronaens mysterier, næste gang virussen dukker op.