Kristeligt Dagblad mener: Slægt vil faktisk følge slægters gang

Slægtsforskning er et værdifuldt modsvar til tidens identitetspolitik, der alt for ofte lader det enkelte menneske stå alene under mantraet om, at man jo bedst selv ved, hvem man er

"Kender man sin fortid og sine rødder, kan man også finde ro i nutiden," skriver nyheds- og indlandsredaktør Morten Rasmussen.
"Kender man sin fortid og sine rødder, kan man også finde ro i nutiden," skriver nyheds- og indlandsredaktør Morten Rasmussen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Engang lå meget fast fra det øjeblik, man blev født. Var man mand, var der ganske stor sandsynlighed for, at man fulgte i sin fars fodspor. Var man kvinde, var målet i høj grad at blive ”godt gift” og sikre slægten.

I dag er alt dette kastet op i luften. Man vælger selv uddannelse og erhverv, man vælger selv ægtefælle, og man kan bo, hvor man vil. Ja, stadig flere mener endda, at man frit kan vælge sin egen identitet og eksempelvis definere sig som kvinde, selvom man biologisk set er født som mand, eller måske endda præsentere sig for omverdenen som såkaldt nonbinær, hvor man ikke vil betragtes som hverken mand eller kvinde.

At den enkelte ikke er tvunget ind i en forudbestemt livsbane, er naturligvis positivt. Men at vi heller ikke er fritsvævende atomer, løsrevet fra historie og fortid, er også en kendsgerning, som hverken individualisme eller identitetspolitik kan ændre på. Det er samtidig en kendsgerning, mange er særdeles bevidste om. Og måske det netop er modsætningen mellem individualismens rodløshed og den samtidige erkendelse af slægtens betydning, der de seneste år har ført til en eksplosiv interesse for slægtsforskning.

Der er uden tvivl mange årsager til, at så mange danskere i stigende grad dykker ned i arkiverne – digitalt eller fysisk – for at kortlægge deres slægt.

Nogle drømmer formentligt om at spore en forbindelse til adelige, store kunstnere og andre markante personligheder. Andre igen, som beskrevet her i avisen sidste fredag, vil have kastet lys over de historier om udvandrede slægtninge, som de ellers kun har hørt brudstykker af.

Mon ikke det store flertal dog ganske enkelt oplever, at den løbende knopskydning på stamtræet også giver dem selv en fylde i livet, uanset om ens forfædre så var godsejere eller bare en uendelig lang slægt af fattige bønder. Man bliver på samme tid ubetydelig og alligevel en uundværlig del af et fællesskab og en historie.

Dermed bliver slægtsforskningen også et værdifuldt modsvar til tidens identitetspolitik, der alt for ofte lader det enkelte menneske stå alene under mantraet om, at man jo bedst selv ved, hvem man er.

Desværre blæser de politiske vinde aktuelt i den modsatte retning. Her handler ganske meget om at lægge afstand til det, der ligger forud for ens egen tid. Kønnet kan man skifte fra dag til dag, på universitetet efterlyses et pensum fri for ”hvide mænd”, og på museer skal kunstværker omdøbes, fordi fortidens begreber opleves som nutidige fornærmelser.

Netop her har slægtsforskningen sin store styrke: Kender man sin fortid og sine rødder, kan man også finde ro i nutiden.