Hvad har formet en dreng fra Svendborg, søn af en matros og en husmor, så han en dag bliver æresborger i italienske Assisi? Hvad betyder det for ens litteratur, når man som forfatter er påvirket af både Nord-sjællands milde natur og Afrikas store vidder? Og hvordan formåede en dyrlægesøn fra Farsø at beskrive himmerlandsk liv og levned på en måde, så det blev belønnet med Nobelprisen i litteratur?
Fynske Johannes Jørgensen, nordsjællandske Karen Blixen og nordjyske Johannes V. Jensen er blot 3 af de 14 digtere, som indtil videre er blevet en del af projektet Danske Digterruter, hvor man ganske bogstaveligt kan bevæge sig ad de stier, som forfatterne i sin tid selv betrådte. Senere i år åbner så yderligere otte ruter, og projektet, der er iværksat af Syddansk Universitet med professor Johannes Nørregaard Frandsen som idémand, fortjener al tænkelig ros og opbakning.
Med ruter, der i distance spænder fra 500 meter rundt i Kaj Munks præstegårdshave i Vedersø til en kombineret vandre- og bilrute på mere end 30 kilometer i Steen Steensen Blichers Midtjylland, har initiativtagerne så vidt muligt taget højde for alle former for travesko.
Digterruterne vil uden tvivl vinde gehør hos de mange, som ønsker at supplere deres velbevandrethed i eksempelvis Ambrosius Stub og Martin Andersen Nexøs litteratur med en tilsvarende velbevandrethed i den geografi, der har formet forfatterne. Men målet må også være at engagere nye – og formentligt yngre – læsere, og her kan digterruterne forhåbentligt gøre litteraturen på samme tid sanselig og konkret på en måde, der pirrer nysgerrigheden. I en folkeskole, der i stigende grad baserer sig på digital undervisning, kan mødet med litteraturens kæmper måske endda skabe en forståelse for, at selvom tiderne skifter, er også ældre litteratur et godt sted at søge hen for at få svar på de almenmenneskelige spørgsmål, der overskrider tid og rum.
Der er nu 14, snart 22 mulige ruter at vælge imellem, og dansk litteratur er lykkeligvis så righoldig, at der burde være mulighed for flere – også gerne for flere kvindelige forfattere, hvor det aktuelle program kun omfatter Karen Blixen, Inger Christensen og Tove Ditlevsen. Hvad med en Leonora Christina Ulfeldt-rute nær Maribo Kloster, en Karin Michaelis-rute i Randers og en Agnes Henningsen-tur ved Rynkeby på Fyn?
I den forbindelse kunne de gode folk bag Danske Digterruter da også overveje, om ikke udvalget af ruter senere kunne udvides med også nulevende forfattere. I modsætning til eksempelvis B.S. Ingemann og Frank Jæger kan Helle Helle, Josefine Klougart og Thomas Korsgaard jo selv gå i dialog med de læselystne vandrere om, hvordan henholdsvis Lolland, Mols og Skive-egnen sætter sig spor i bøgerne. Mulighederne er mange, men i første omgang bør man glæde sig over dette initiativ, der på fineste vis kombinerer litteratur og natur. Derfor: Snør skoene, og brug en sommerdag i de stores spor.