Er de danske landsholdsspillere med til at legitimere Aserbajdsjan-regimets systematiske krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder, når de lørdag træder ind på banen i Baku for at spille mod Tjekkiet i EM-kvartfinalen?
Det er det etiske dilemma, som flere har rejst forud for kampen, og som har været rejst ved et utal af tidligere OL-, VM- og EM-stævner, afviklet i mere eller mindre udemokratiske lande, hvilket dybest set beviser, at dilemmaet hverken er nyt eller nemt at løse. Faktum er, at sport er og altid har været politisk – at hævde andet nærmer sig selvbedrag.
Derfor må svaret på det indledende spørgsmål være et klart og rungende nej. Simon Kjær, Kasper Schmeichel, Joakim Mæhle og det øvrige EM-hold hverken kan eller skal tage ansvar for, at fodboldforbundet Uefa i et mystisk politisk spil har placeret fire af EM-turneringens kampe i Aserbajdsjans hovedstad.
Ofte er det politiske aspekt ved sportsstævner ganske tydeligt. Når det olierige diktatur Qatar næste år er vært for VM i fodbold, når Kina også næste år er vært for vinter-OL, og når Aserbajdsjan i aften er vært for en EM-kamp, er det jo ikke et filantropisk fremstød for sportens smukke idealer. Nej, med de store stævner, som transmitteres til hele klodens befolkning, får selv de værste despoter et udstillingsvindue, hvor de kan fremvise et poleret glansbillede, mens undertrykkelsen gemmes væk bag kulisserne.
På andre tidspunkter kan det være sværere at opfange de politiske interesser, men det betyder ikke, at de ikke er der. Næste år er Danmark eksempelvis vært for tre etaper i verdens største cykelløb, Tour de France. Dette har ikke mindst tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns tidligere overborgmester, Frank Jensen (S), arbejdet intenst for. Igen handler det naturligvis ikke kun om cykelsportens ve og vel, men i høj grad om, at man som værtsnation får en direkte kanal til verdens befolkning – og dermed turistindtægter, pr-muligheder og politisk goodwill – når man med flotte optagelser kan vise et cykelfelt krydse landet.
At sport og politik fletter fingre, betyder ikke, at det er uproblematisk. Og ved dette fodbold-EM har man set en ny knopskydning i form af regnbueflag og knælen som en støtte til seksuelle minoriteter og sorte amerikanere.
Det er sager, som man kun kan have sympati med, for naturligvis skal man ikke leve med fare for liv og helbred på grund af sin seksualitet eller hudfarve. At EM-spillerne støtter disse sager, skal de bestemt ikke bebrejdes. Men de bør være opmærksomme på, at de med deres gode hensigter netop påtager sig den rolle, som politikerne egentlig repræsenterer. Samtidig risikerer man, at man som atlet også bliver brugt som propagandamateriale i sager, der ikke samler, men splitter. Det har man set i Tyrkiet, hvor fodboldholdet Fenerbahce i 2019 i forbindelse med Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien bar trøjer med teksten ”Fædrelandet er jer taknemmelig”, smykket med billedet af en soldat, der gør honnør. At Tyrkiets præsident Erdogan så målrettet udnytter sporten til politiske formål, har også betydet, at det tyrkiske landshold er blevet en politisk kampplads, som primært møder velvilje fra den Erdogan-venlige del af befolkningen.
Sport er og har aldrig været upolitisk – men atleterne skal være opmærksomme på den svære balance, hvor de kan vise sig som hele mennesker med engagement, men ikke som marionetter for politikerne.