Det er fuldt forståeligt, at der nu sætte fokus på, hvordan den stigmatiserende sprogbrug om anbragte børn og unge kan ændres. Stigmatisering kommer af det græske ”stigma” og går hele vejen tilbage til Golgata som en betegnelse for de sårmærker, Jesus fik ved korsfæstelsen. Når vi siger, at sprogbrug kan være stigmatiserende, og at ord kan opfattes sårende, er det billedtale, men præcis billedtale. Ord kan virkelig såre.
Når der er grund til at understrege præcisionens betydning, skyldes det, at alle sproglige ændringer eller nye ord indenfor eksempelvis det sociale område ikke nødvendigvis er forbedringer. Man kan i den politiske korrektheds navn komme til at smykke så meget på virkeligheden, at de nye ord aldrig slår an blandt sprogbrugerne, og så er man lige vidt.
Som det fremgår af dagens avis, er der mange gode bud blandt de nye ord, der er foreslået i kølvandet på den politiske aftale om en anbringelsesreform, som i foråret blev indgået af regeringen og et stort flertal i Folketinget. ”Bonusfamilie” er eksempelvis et bedre ord end ”aflastningsfamilie”, og ”børnerådgiver” er bedre end ”socialrådgiver”. Vedkommende rådgiver jo rent faktisk børn, så børnerådgiver er dejligt præcist.
Interessant nok ønsker flere af de adspurgte i dagens artikel det gamle ord ”børnehjem” tilbage. Også dette er en god idé, fordi betegnelsen er præcis. Et børnehjem er et hjem for børn – og i hvert fald en langt bedre betegnelse end det kliniske ”døgninstitution”.
Generelt bør det gælde, at man ved sprogforbedringer ser tingene fra hovedpersonernes side. Det er jo ikke barnet, der ”skal i aflastning”, som det hedder med en udbredt betegnelse, men de voksne, der af forskellige årsager ikke magter deres opgave og derfor skal aflastes. Det er dybt uretfærdigt, når børn oplever deres eksistens som en byrde for voksne.
Men det er også korrekt som en sprogforsker nævner i dagens avis, at den politiske korrekthed kan gå over gevind, så man smykker så meget på virkeligheden, at afstanden mellem ord og realitet bliver for stor. Ord skal henvise så præcist som muligt til en konkret og fælles virkelighed, ellers kommer de nye ord aldrig i anvendelse. Man bør gå langt i sin bestræbelse på at hjælpe anbragte børn med at skabe bedre ord for deres liv. Men bedre end politisk korrekthed er sproglig præcision.