Kristeligt Dagblad mener: Stammedans eller ej – Shakespeare skal ikke smides af scenen

Man kunne ønske, at Det Kongelige Teater havde haft lidt mere is i maven og vovet at opføre Shakespeares "Othello". For løsningen på det ubekvemme er ikke at forbyde, censurere eller vende ryggen til det

Opsætningen af William Shakespeares "Othello" på Det Kongelige Teater bliver ikke til noget i denne omgang. Og det er en skam.
Opsætningen af William Shakespeares "Othello" på Det Kongelige Teater bliver ikke til noget i denne omgang. Og det er en skam. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

I mere end 400 år har den engelske digter og skuespilforfatter William Shakespeare været anerkendt som en af historiens største dramatikere - i særklasse sprogligt virtuos og med en sjældent set evne til at sammenkæde både de store ydre dramaer og det menneskelige sinds indre, eksistentielle kampe.

Men tiden er ikke med Shakespeare. Tirsdag kom det frem, at Det Kongelige Teaters ballet aflyser en opførelse af "Othello", koreograferet af den anerkendte amerikanske balletmester John Neumeier, som siden 1973 har været balletchef ved Hamburgische Staatsoper, og som sidste år af dronning Margrethe modtog ingenio et arti-medaljen for sit fremtrædende bidrag til kulturen.

Men hvad var det så, der var så problematisk ved "Othello", der har været spillet på teatre verden over siden 1604, at skuespillerne ikke vil opføre stykket? Ja, angiveligt drejer det sig om en enkelt scene, en stammedans, der med abelyde og banken på hovedet blev beskrevet som "stereotyp".

Hvad så, når vi enten har omskrevet eller helt opgivet Shakespeare? Står vores egen Ludvig Holberg med alle sine beskrivelser af druk og utugt så ikke for skud?

Morten Rasmussen

Nyhedsredaktør

Da ingen andre end balletmester Nikolaj Hübbe og danserne kender den fulde sammenhæng, er det svært at vide, hvordan den nævnte stammedans skal opfattes. Men perspektiverne ved aflysningen er bekymrende, for der er ganske meget i Shakespeares samlede værker, der efter Det Kongelige Teaters målestok risikerer at ryge på historiens mødding. Hvad skal man eksempelvis mene om beskrivelserne af jøden Shylock i "Købmanden i Venedig" - er det satire eller decideret antisemitisme? Og er "Romeo og Julie" udtryk for en "toksisk maskulinitet" - ødelæggende manderoller - som amerikanske undervisere har forklaret deres boykot af værket med?

Og hvad så, når vi enten har omskrevet eller helt opgivet Shakespeare? Står vores egen Ludvig Holberg med alle sine beskrivelser af druk og utugt så ikke for skud? Tag eksempelvis Nille, som igen og igen giver Jeppe en tur med krabasken - skal et moderne teaterpublikum udsættes for sådan en omgang vold i parforholdet?

Man kunne ønske, at Det Kongelige Teater havde haft lidt mere is i maven og vovet at opføre stykket, også med udsigten til en eventuel debat om den muligvis problematiske stammedans. For løsningen på det ubekvemme, som især fortiden i vores øjne kan repræsentere, er ikke at forbyde, censurere eller vende ryggen til det. Det vil tværtimod styrke en fejlagtig opfattelse af, at vi i vores tid repræsenterer en særlig høj moral og en renhed i tanke og handling, hævet over vores mere primitive forfædre - hvorved vi mister blikket for, at mennesket til alle tider svinger mellem det storslåede og det lurvede, også i år 2022. Ja, faktisk siges det ikke mere præcist, end Shakespeare selv har gjort det i "Som man behager": Verden er en scene, hvor mænd og kvinder spiller deres roller.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.