Er tilliden mellem stat og kirke dalet? Det spørgsmål stillede teolog Rasmus Dreyer i Kristeligt Dagblad onsdag, og han svarede selv, at staten mere behandler folkekirken som en forvaltning end som et selvstyrende trossamfund.
Der kan være en pointe i at se på ægteskabet mellem stat og kirke over en længere periode. For 10 år siden diskuterede man, om stat og kirke risikerede at glide for langt fra hinanden, ikke mindst fordi der dengang blev arbejdet på, at folkekirken skulle have sit eget ledelsesorgan. Men debatten fik en brat ende, da kirkeminister Marianne Jelved (R) lagde idéen ned i 2014.
Siden er det kun gået én vej: Staten har gang på gang bekræftet sin kærlighed til kirken. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skrev kristendommen ind i regeringsgrundlaget. Og nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig for "hardcore-tilhænger" af folkekirken. Ingen politiker ved sine fulde fem ville i dag foreslå en adskillelse af kirke og stat. Det har ingen gang på jord.
Statens magt over kirken er blevet tydeligere og tydeligere i samme tiår. Først valgte staten i 2012 kirkens teologiske formuleringer i et ritual, da man indførte homoseksuelle vielser. Kirken protesterede ikke.
Så fik staten i 2017 Højesterets ord for, at “kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen”. Kirken protesterede ikke.
Coronakrisen viste i 2020, at folkekirken reelt kunne ledes fra Sundhedsministeriet. Herfra kom for eksempel aflysningen af juleaftens gudstjenester. Det gav spredte protester.
Nu tages et nyt skridt. I den aktuelle sag, der udspiller sig i Københavns Domkirke, har kirkeministeren forlangt redegørelser fra både biskop og menighedsråd. Det kan alle forstå. Når de ledende instanser ikke har styr på butikken, er deres overordnede nødt til at få det. Særligt når det handler om beskyldninger for noget så alvorligt som seksuelt misbrug af mindreårige.
Men det er ikke en selvfølge for alle, at kirkeministeren ser sig selv som biskoppens overordnede. Det vakte - med rette - harme, da kirkeminister Manu Sareen (dengang radikal) kaldte sig folkekirkens chef. De fleste var vant til kirkeministre som Bertel Haarder (V), der forstod sig selv som pedel og altså bare skulle skabe gode rammer for kirkelivet uden at blande sig i de indre anliggender.
Nuværende kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) træder ind i rollen som overordnet, når hun beder om en redegørelse fra en biskop, som ikke har forvaltet ordentligt. Det er svært at være imod. Men selvom kirkeministeren næppe har nogen intention om at ændre noget, bør kirken være vågen over for den underliggende udvikling. Der er brug for at sige højt, at der er grænser for, hvad staten skal tiltage sig af magt over kirken. For hvor vi for 10 år siden drøftede, om stat og kirke var ved at glide fra hinanden, burde vi i 2022 drøfte, om de er kommet for tæt på hinanden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.