Rigsrettens historiske dom over tidligere integrationsminister Inger Støjberg var hård, men prisværdigt tydelig. Den sender et klart signal til landets politikere og embedsmænd. Ministre skal overholde lovgivningen, også selvom de er uenige i den, og embedsmænd skal gøre deres yderste for at sige fra overfor pres fra ministre. Eller sagt på en anden måde: Embedsmænd skal hjælpe deres ministre, så de ikke ender i en rigsret, sådan som Inger Støjberg, fordi hun ikke ville overholde en lovgivning, som hun var uenig i.
Det er kun anden gang inden for det seneste århundrede, at Rigsretten afsiger dom over en minister for at overtræde ministeransvarlighedsloven. Netop fordi 25 af Rigsrettens 26 dommere var enige i skyldsspørgsmålet, står Rigsretten som institution meget stærkt efter denne dom. Det er en politisk beslutning i Folketinget at rejse en rigsretssag mod en minister, men dommen over Inger Støjberg kan på ingen måde siges at være politisk farvet.
Man må antage, at Rigsrettens 13 højesteretsdommere har været enige i deres juridiske vurdering af sagen, og at de er blevet støttet af 12 af de 13 politisk udpegede lægdommere, herunder også lægdommere fra den borgerlige side af det politiske spektrum. En så tydelig dom over en tidligere minister - også fra lægdommere, som formentlig er politisk enige med Støjberg - er en klar understregning af, at Danmark er en retsstat, og at der med den magt, man har som politisk udpeget minister, følger et stort ansvar.
Inger Støjberg brugte sin magt som minister til at adskille flygtningepar, der kom til Danmark, hvis kvinden var under 18 år. Hendes insisteren på at kalde rigsretssagen for en sag for eller imod barnebrude fik hun lykkeligvis ikke held med. Sagen handlede om, hvorvidt en politiker skal overholde lovgivningen, sådan som den foreligger, eller ej. Det er tankevækkende, at Inger Støjberg havde været et bedre forbillede for de såkaldte barnebrude, hvis hun havde overholdt loven. I langt de fleste lande, hvor de flygtninge, der blev berørt af ministerens adskillelseskrav, kommer fra, er ægteskaber med mindreårige faktisk forbudt. Ved at have insisteret på at overholde lovgivningen havde Inger Støjberg stået vagt om retsstaten og vist, at det er overholdelse af loven, der kan hjælpe disse piger.
Dommen vil nu blive analyseret og tolket i alle detaljer. Den får muligvis konsekvens for de embedsmænd, der ikke gjorde nok for at stoppe Inger Støjberg. Dommen vil af samme grund blive et vigtigt redskab for embedsmænd fremover til at forhindre stærke ministre i at overskride grænserne for den danske lovgivning. Det er kort og godt deres pligt.
Dommen over Inger Støjberg vil i nogle kredse uden tvivl udløse et krav om, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal stilles for en rigsret. Set med deres øjne vil en folkelig retsbevidsthed have svært ved at kapere, at en tidligere minister skal i fængsel for at have forhindret mindreårige og deres ægtefæller i at bo sammen i en kortere periode, mens den lovstridige nedlæggelse af et helt minkerhverv til en samfundspris på op mod 20 milliarder kroner ikke retsforfølges. Men som alt tegner nu, er der forsætligheden til forskel. Inger Støjberg vidste, hvad hun gjorde. Mette Frederiksen vidste det angiveligt ikke, fordi hun med egne ord ikke læste bilagene til papirerne om aflivningen af mink.
Rigsretsdommen vil helt sikkert trække lange spor og få mange konsekvenser. Vigtigst af dem alle er, at retsstaten og derved også demokratiet er blevet styrket.