En beskæmmende tendens breder sig i landets bybilleder: Spektakulære bygningsværker, der uden den fjerneste fornemmelse for skalaforhold og sigtelinjer tårner sig op og efterlader alt andet – borgere såvel som bygningskultur – i kold skygge. Hvoraf kommer det, at så mange danske provinsbyer har ambitioner om at være elendige efterligninger af Manhattan eller Dubai med glitrende glas- og betonhøjhuse som vartegn?
Det er jo ikke sådan, at byerne ikke allerede har vartegn. De går ofte tilbage til middelalderen og har i generationer mindet om den tradition, man som borger hertillands er indfældet i. Men nu er kirkerne åbenbart ikke gode nok længere. Der skal bygges meget mere i højden, end et sølle kirketårn rager op, og det skal være tydeligt for enhver, hvilket arkitektfirma og bygherre, der står bag.
Op imod denne grandiose selvovervurdering på nutidsmenneskets vegne har få talt kirkens og kulturhistoriens sag, men der er spæde tegn på ændringer. I den begavede tv-satire ”Guru” gør seriens skabere, Svend Brinkmann og Simon Kvamm, tykt grin med Silkeborgs himmelstræbende højhus kaldet ”Papirtårnet”. Og nu melder biskoppen i Aarhus og direktør for Den Gamle By sammesteds sig ind i debatten om den senest projekterede skamplet på havnen i Danmarks andenstørste by.
Som beskrevet i dagens avis er Aarhus Kommune betænkeligt langt i godkendelsen af et efter danske standarder gigantisk højhus, kun 700 meter fra Domkirken. Hele den gamle del af Aarhus bliver for altid ændret, hvis planerne om at opføre Mindet 6, som det næsten 150 meter høje højhus kaldes, realiseres.
Dronning Margrethe bemærker et sted, at hun altid har sat stor pris på udsigten fra indsejlingen til Aarhus, hvor hun som bekendt ofte opholder sig. Men med den gradvise ændring af byens ”skyline” i almindelighed, og med den nye rædsel i særdeleshed, er dén seværdige nydelse fortid. Aarhus vil, også fra søsiden, fremover være en helt anden by, hvor man skal knibe øjnene sammen for at få øje på domkirkens tårn og de øvrige smukt udførte vartegn langs havnefronten, der i forne tider blev opført i dyb respekt for kirkens plads og den kulturhistoriske tradition for lav bebyggelse. Og ja, det handler måske om Grundtvigs ord om, at ved jorden at blive, det tjener os bedst. Men det handler også om at kunne se sine medmennesker i øjenhøjde og at anerkende den fundamentale lighed mellem selvstændige borgere i det offentlige rum, hvor ingen rager op, men alle er lige meget værd. Ingen skal se ned på andre. Det har vi Gud til at gøre for os, og dén fundamentale vertikale orden har fungeret for danskerne siden middelalderen og de første kirker.
”Tradition betyder at give stemmeret til den mest obskure af alle klasser, vore forfædre. Det er de dødes demokrati. Tradition nægter at bøje sig for de tilfældigvis levendes oligarki.” Sådan sagde den indflydelsesrige engelske forfatter og journalist G. K. Chesterton (1874-1936). Hans stemme fortjener at blive hørt i debatten om Danmarks ændrede bybilleder. Vi varetager alle en tradition, som vi giver videre, til dem, der kommer efter os. Vil de mon takke os for for evigt at have ændret bymidten i Danmarks næststørste by?