Så er det en realitet. Ved midnat gik 5000 sygeplejersker som varslet i strejke, svarende til cirka hver tiende sygeplejerske i kommuner og regioner, med det erklærede formål at opnå en højere løn. Stod det til sygeplejerskernes egen faglige ledelse i Dansk Sygeplejeråd, er der dog ikke grund til at strejke. Først indgik sygeplejerådet en aftale med regionerne, men da denne ganske knebent blev nedstemt af medlemmerne, forhandlede sygeplejeformand Grete Christensen og den øvrige ledelse sig sammen med forligsmanden frem til en mæglingsskitse, som to tredjedele af sygeplejerskerne efterfølgende takkede nej til.
At sygeplejerskerne dermed to gange har afvist udspil, som deres egen ledelse havde forhandlet sig frem til, bør mane til eftertanke – dels i det omgivende samfund, men i særdeleshed hos Grete Christensen og co., der selv beskrev den nu forkastede mæglingsskitse som intet mindre end ”en milepæl”.
For måske ønsket om en strejke ikke kun handler om løn, hvor sygeplejerskerne med en månedlig gennemsnitsløn på 42.800 kroner, inklusive tillæg og pension, ligger en smule højere end eksempelvis jordemødre og pædagoger, og en smule lavere end lærere og ansatte i politiet. Måske det også handler om en faglig ledelse, der dels har mistet følingen med sit bagland, dels har medvirket til at tegne et billede af sygeplejefaget som et ganske forfærdeligt arbejdsområde, som folk flygter fra, hvilket uundgåeligt må føre til den konklusion, at der så i det mindste bør sikres en højere løn til dem, der modigt og gævt forbliver i faget.
Eksempelvis kunne TV 2 forleden beskrive, hvordan Grete Christensen udokumenteret hævder, at man ”i øjeblikket har så mange utilfredse sygeplejersker, så flere af dem vælger at søge hen i nogle andre fag for at arbejde dér og tjene noget mere”. Dansk Sygeplejeråds egne tal viser dog, at kun syv procent er beskæftiget i andre fag, og at dette tal har været stabilt siden 2009.
Dette misforhold mellem formandens udtalelser og de faktiske tal fik ganske oplagt en sundhedsøkonom til at advare sygeplejerskerne mod en offerrolle, som kan puste til utilfredsheden, og man kan frygte, at det netop er det, som er sket. Hvilken følelse efterlader det hos eksempelvis en nyuddannet og idealistisk sygeplejerske, som ser frem til at bidrage, at vedkommende kan høre sin egen formand fortælle om et fag, som ikke er til at være i?
Det paradoksale er, at formanden efter alt at dømme har medvirket til, at sygeplejerskerne om få uger vil stå tilbage med et resultat, der næppe – måske overhovedet ikke – er markant bedre, end de kunne have fået med mæglingsskitsen.
I 2008 strejkede sygeplejerskerne også, hvilket ganske vist førte til en mindre lønstigning, men også en drænet strejkekasse samt et forbund, der på grund af hele strejkeforløbet og højere kontingenter mistede flere hundrede medlemmer, så Dansk Sygeplejeråd til sidst stod svækket tilbage. Denne gang skønnes det, at strejkekassen er så godt fyldt op, at strejken kan vare mindst otte uger, men det mest realistiske er dog, at der inden da vil komme et regeringsindgreb. Regeringen vil næppe åbne for markante lønstigninger til en gruppe af offentligt ansatte, da det uundgåeligt vil blive fulgt af lignende krav fra andre grupper.
Alt tyder dermed på, at Grete Christensen inden længe skal forklare et tredje nederlag til sine medlemmer – måske løsningen denne gang er at kigge indad fremfor at fremmane et billede af et ganske uudholdeligt fag.