Kristeligt Dagblad mener: Sultkatastrofe kan undgås, hvis verden handler i tide

Mens Biafra-krigen i slutningen af 1960'erne rystede verden med de første tv-billeder af børn med udspilede maver, og 1980’ernes sultkatastrofe i Etiopien mobiliserede alle aldersgrupper med indsamlinger og støttekoncerter, er det som om, verden i dag har vænnet sig til, at sult og deraf følgende hungersnød blot hører til verdens uorden. I hvert fald i dele af Afrika.

Og sandt er det da også, at mens tørke og som følge deraf ringe høst før i tiden var noget, der skete med års mellemrum og måtte karakteriseres som store begivenheder, er det i dag blevet begivenheder, der indtræffer stadigt hyppigere. Det er således mere end svært at rejse en verdensomspændende interesse og solidaritet med en situation, der synes håbløs, og hvis omfang virker endeløs. Samtidig er mediedagsordenen blevet mere kompleks og overvældende. Aldrig har vi vidst så meget om så mange små og store katastrofer rundt omkring i verden som i dag. Det er på sin vis fantastisk med denne folkeoplysning og viden, men kan også føre til handlingslammelse.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblads serie “Katastrofal tørke på Afrikas Horn” styrer området i det østlige Afrika for tredje gang på bare 10 år mod en humanitær katastrofe, der risikerer at koste svimlende 350.000 mennesker livet.

Udviklingen tilskrives de globale klimaforandringer, der gør store dele af landområderne i den plagede region ubeboelige. 

Det er kun 11 år siden, at en sultkatastrofe på Afrikas Horn kostede omkring 260.000 mennesker livet. En af konklusionerne var efterfølgende, at mange liv kunne være reddet, hvis det internationale samfund havde handlet i tide. Alligevel kniber det nu med at mobilisere verdenssamfundet, og der er kun indsamlet 15 procent af de midler, FN vurderer, der skal til for at afværge en ny katastrofe.

Den manglende globale interesse og engagement er forståelig, men ikke desto mindre forkert. Vi må aldrig holde op med at være anfægtede over, at mennesker dør af sult i en verden, hvor der produceres mad nok, men hvor den ikke fordeles rimeligt. Hvor der er viden om, hvordan man kan bekæmpe tørke og omstille til nye afgrøder, men hvor det reelt ikke sker på grund af almindelig opgivenhed og manglende interesse. Hvor verdenssamfundet tilsyneladende ikke kan håndtere en krig i Ukraine og efterdønninger af coronapandemien og samtidig forholde sig til en humanitær katastrofe i det østligste Afrika.

Verden har tidligere vist, at det kan lade sig gøre at skabe store forandringer. Siden 1990 er den globale fattigdom faldet med 75 procent, og dobbelt så mange børn overlever deres fem års fødselsdag. To milliarder flere mennesker har fået adgang til rent drikkevand. 

Så ja - verden kan forandres, og det er på ingen måder håbløst. Men det kræver, at vi engagerer os hver især og beder politikerne handle.