Fra fødslen sidder vi med vidt forskellige kort på hånden, og selvom livets bane dermed på ingen måde er fastlagt, har det ganske stor betydning, om man lidt firkantet sagt er vokset op i en murermestervilla med højtuddannede forældre og bugnende bogreoler, eller om man havde en opvækst hos en enlig og ufaglært forælder med et alkoholproblem i et socialt boligbyggeri.
Det danske velfærdssamfund har gennem årtier formået at udligne nogle af de største forskelle, men på et område har det vist sig ekstremt svært at sikre større lighed. For når vi bliver syge, er der stadig en tæt sammenhæng mellem vores sociale baggrund og vores sygdom – og vores chancer for at overleve og blive helbredt.
I serien ”Et liv med sygdom”, som bringes i Kristeligt Dagblad i disse uger, kan man i dagens avis eksempelvis læse om de godt 430.000 danskere, der lider af den livsfarlige lungesygdom kol, kronisk obstruktiv lungesygdom. Kol, der i langt de fleste tilfælde skyldes rygning, rammer især personer med ingen eller ganske kort uddannelse, og hver anden, som diagnosticeres med kol, vil være død senest fem år efter diagnosen. Det er altså en sygdom, som rammer mange, er ekstremt alvorlig og en stor omkostning for samfundet – og alligevel kan man år efter år se, at den politisk og økonomisk prioriteres ganske lavt i forhold til sygdomme, som rammer færre og er mindre dødelige.
Den kedelige sandhed er, at som i så mange andre af livets forhold er der også et hierarki, når det gælder sygdom. Når der i et utal af butikker sælges små lyserøde sløjfer, som man med en nål kan sætte på blusen, er det ikke til fordel for kol, men for brystkræft. Når uge 40 hvert år dedikeres til sundhedsoplysning, er fokus ikke på svær overvægt, men på alkohol. Og at det forholder sig sådan, er nok ikke helt uden sammenhæng med, at kol og overvægt især rammer lavere socialklasser, mens brystkræft og alkoholmisbrug især rammer en middel- og overklasse, som formår at råbe op og sikre sig politisk opmærksomhed.
At kræft og alkoholmisbrug får opmærksomhed, er naturligvis kun rimeligt. Men den politiske opgave må være at sikre, at også samfundsgrupper, der ikke har overskuddet og evnerne til selv at sætte dagsordenen, får hjælp, når de rammes af sygdom.
At ændre vaner og mønstre formet i opvæksten, er vanskeligt og ofte ganske kontroversielt, da det i mange sammenhænge også vil kræve det politiske mod til at ”blande sig i andre menneskers liv”, for eksempel ved at begrænse muligheden for at ryge, såsom ved at vedtage markant højere cigaretpriser.
Men at undlade at gøre noget er som bekendt også et valg – og på alle måder nok det dummeste valg, da det barn, der vokser op med eksempelvis en kol-ramt forælder, er i høj risiko for selv at stå endnu mere sårbar tilbage, hvis denne forælder dør eller bliver alvorligt syg.