Hvad angår Kina, er nogle skæl heldigvis faldet fra Vestens øjne det seneste års tid til halvandet. Coronaens udspring i Kina og landets håndtering af oplysninger om pandemien har afsløret en kynisme, der er kommet bag på selv udenrigspolitiske realister. Beijing-styrets ublu nedkæmpelse af demokratiet i Hongkong siden 2019 har ikke bare vist diktaturet i usminket form; forløbet har også demonstreret, at regimet blæser på internationale aftaler, det selv har skrevet under på – i dette tilfælde aftalen med Storbritannien om Hongkongs overdragelse til Kina i 1997 med garantier for frihed og demokrati i østaten i 50 år derefter.
Knap halvdelen af den lovede fredningsperiode gik, før ledelsen af det kinesiske kommunistparti lod maskerne falde. I strid med alle løfter er Hongkongs ret til eget politisk system nu knægtet, og den tidligere kronkoloni er blevet en integreret og undertvunget del af Beijings centrale despoti.
Dette bagtæppe giver ringe grund til optimisme vedrørende det altoverskyggende opgør, Vesten nu har i vente med Folkerepublikken Kina.
Det handler om Taiwan, der under konstant politisk og militært pres har stået fast på sin selvstændighed i forhold til folkerepublikken siden sidstnævntes oprettelse og installeringen af étparti-styret i Beijing. Nu ruster Kinas livstidsudnævnte præsident, Xi Jinping, op. I en tale for nylig erklærede han det som en fuldkommen sikker sag, at Taiwan vil blive ”genforenet” med fastlands-Kina. Det har altid været officiel kinesisk politik, men der er skruet bekymrende op for retorikkens militans. Samtidig har kinesiske kampfly eskaleret deres krænkelser af Taiwans luftrum de seneste uger, og så sent som i torsdags erklærede Global Times, der er talerør for Kinas Kommunistiske Parti, at Kina ”resolut vil fortsætte med at styrke sin militære forberedelse på (...) endeligt at løse Taiwan-spørgsmålet”.
Når der tales om ”endelige løsninger” på brændende ”spørgsmål”, og når traktater rives i stykker, fordi man føler sig militært urørlig, må de små hår rejse sig på alle med lidt historisk hukommelse.
Lige for indeværende er der dog ikke lagt op til en gentagelse af noget München-forlig. Tværtimod er der tegn på, at den relativt nye amerikanske beslutsomhed over for den kinesiske ekspansionisme – som både går på økonomiske, militære og geopolitiske ben – er blevet rodfæstet og ikke skiftes ud, blot fordi der kommer nye beboere i Det Hvide Hus.
USA og med det Vesten som helhed har ikke råd til at ryste på hånden over for Beijing, når det gælder Taiwan. Det er sørgeligt, at det internationale samfund igen står i en situation, hvor der skal kommunikeres via våbentyper og størrelsen på hangarskibe. Men når det gælder en stormagt, hvis ledelse intet godt har i sinde, og som ikke respekterer aftaler, har vi én gang for alle lært, at eftergivenhed bare forstærker konflikten.