Kristeligt Dagblad mener: Tal om den sidste afsked med dine nærmeste, men lad det ikke udvikle sig til selviscenesættelse

Hvor de fleste vielser i dag foregår på rådhuset, nonfirmationer vinder frem, og stadig flere forældre vælger barnedåben fra, står den kirkelige bisættelse og begravelse stadig stærkt i befolkningen.

Det er ikke nogen tilfældighed, for kirkens ritualer er en stor støtte i en svær tid for mange mennesker. Med afskeden i kirken følger ikke alene en fast og genkendelig ramme, som mange finder tryghed og lindring i, men også verdens bedste budskab om håb.

Alligevel er præstationssamfundet, hvor man bestandigt er optaget af at skille sig ud og være unik, nu nået til det, der er et fælles almenmenneskeligt vilkår. Døden. Eller rettere sagt - afskeden.

Stadig flere ældre og syge laver en detaljeret drejebog for deres bisættelse eller begravelse. Og selvom langt de fleste fortsat foretrækker en kirkelig ramme om deres afsked, er der som beskrevet i Kristeligt Dagblad tidligere på sommeren et ønske om at skille sig ud. Samvittighedsfuldt skriver folk ned, hvilken kirke de vil begraves fra, hvilke salmer der skal synges, og hvad der skal serveres ved det efterfølgende mindesamvær. Måske har de på forhånd købt et gravsted og udvalgt en sten. Ja, nogle skriver sågar deres egen dødsannonce.

På mange måder er det en glædelig fortælling om, at døden er mindre tabubelagt end tidligere, og at mange ønsker at tage stilling til ikke alene den sidste tid, men også selve afskeden. I de bedste tilfælde fører det til gode samtaler i familierne før døden, hvor såvel den syge som de pårørende får drøftet, hvad der er vigtigt og hvorfor. Disse samtaler kan i sig selv være en del af sorgprocessen og samtidig helt lavpraktisk lette den første tid for de efterladte, når de er trygge ved, hvad der skal ske. De har talt om det hele på forhånd med afdøde og kan nu finde lidt ro i drejebogen “Min sidste vilje”.

Men i andre familier bliver de detaljerede ønsker en byrde for de efterladte. Måske kender de slet ikke til den afdødes ønsker på forhånd og skal nu leve op til en mere eller mindre speciel køreplan, som de hverken har kræfter eller lyst til at følge. For dem risikerer afskeden at blive endnu en præstation frem for den trøst, der ligger i ceremonien og ritualet.

Selvom bisættelsen eller begravelsen naturligt har den afdøde i fokus, er ritualerne i kirken og selve ceremonien først og fremmest for de efterladte. Det er dem, der skal leve videre på det håb, de får med sig fra kirken. Det er problematisk, hvis bisættelsen i stedet udvikler sig til et selvrealiseringsprojekt frem for at give de efterladte den trøst, der ligger i en ceremoni, som er uafhængig af den til enhver tid herskende tidsånd.