Kristeligt Dagblad mener: Tilbagetrækning er rigtig, men Irak har fortsat brug for hjælp

Vesten må ikke vende Irak ryggen, dertil er vores strategiske interesser for store

Der gik mindre end halvanden måned, fra USA sammen med en såkaldt koalition af villige, heriblandt Danmark, indledte den kontroversielle, men moralsk korrekte Irak-krig den 20. marts 2003, indtil den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, den 1. maj samme år holdt sin berømte Mission Accomplished -tale på et hangarskib i Golfen. Det morads af sekterisk splittelse, blodig borgerkrig og islamistisk terrorisme, som lynkrigen mod massemorderen Saddam Hussein efterlod, plager fortsat landet den dag i dag. Selvom Bush faktisk aldrig ordret hævdede, at missionen var fuldført, men sagde, at meget arbejde endnu lå forude, er det først nu – mere end 18 år senere – at den tredje præsident i embedet efter Bush, Joe Biden, officielt kan erklære kampmissionen for afsluttet.

Det er klogt og nødvendigt at hente de sidste 2500 kamptropper hjem. Selvom irakerne har betalt den højeste pris, har amerikanerne ligeledes betalt en dyr menneskelig pris i forsøget på at sprede demokrati i Mellemøsten. De orker ikke flere krige, men forventer også af Biden, at han sætter Amerika først. Men lige så klogt og nødvendigt er det at lade amerikanske militærfolk blive i det krigshærgede og uroplagede land for at uddanne og træne den lokale hær og efterretningsvæsenet.

Demokraten Biden har lært af sine bitre erfaringer som vicepræsident under Barack Obama. Denne traf i 2011 en i efterrationaliseringens skær forhastet beslutning om at hente soldaterne hjem. Tre år senere måtte Obama sende dem af sted igen for at bekæmpe Islamisk Stat, hvis fremkomst – blandt andet fra ruinerne af Saddams Baath-parti – amerikanerne med deres manglende masterplan for fred i Irak selv havde et medansvar for. Og selvom IS officielt er besejret, er faren fra den sunnitiske ekstremisme langt fra inddæmmet.

Det er på tide, at irakerne lærer at stå på egne ben, men de har fortsat brug for Vestens – og også Danmarks – hjælp til at håndtere et farligt sammenrend af sikkerhedstrusler. Det er et skønmaleri af de større, når Iraks premierminister, Mustafa al-Kadhimi, i et tv-interview hævder, at hans regering er ”for alle irakere” og har bilagt de sekteriske spændinger. Bombeangreb hører stadig til dagligdagen, og Iraks kristne, som før krigen talte 1,5 millioner, tør kun så småt vende hjem til deres ødelagte byer.

Modsat i Afghanistan, hvor Biden ikke længere med troværdigheden i behold kunne argumentere for målsætningen om at skabe et stabilt demokrati, bliver USA i Iraks tilfælde nødt til at forholde sig til truslen fra IS og den offensive regionale stormagt Iran.

Det shia-muslimske ayatollah-styre i Teheran spiller en nøglerolle i nabolandets magtspil, hvor iransk-støttede militser bliver stadig mere aggressive, og mange irakere er modigt gået på gaden i protest mod den stigende iranske indflydelse. USA og Vesten har en stor strategisk interesse i, at det olierige og religiøst og etnisk mangfoldige Irak ikke udvikler sig til en iransk marionetstat.