Netop som minkskandalen var ved at glide ud af det politiske livs fokus og var på vej ind i vælgernes glemmebog, har tre juraprofessorer formået at genantænde debatten om skandalen. I et notat, professorerne selv har taget initiativ til at udarbejde, skriver de, at fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) næppe vil kunne dømmes for brud på ministeransvarlighedsloven, hvis der bliver rejst en rigsretssag mod hende for hendes rolle i sagen.
Derfor er det – underforstået – overflødigt, at Folketinget får lavet en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i sagen.
Professorernes notat må naturligvis være behagelig læsning for Mette Frederiksen, netop som hun fra Marienborg er i gang med sin kongelige undersøgelse af, hvordan en midterregering kan komme til at se ud. Notatet må logisk set øge hendes muligheder for at få fremtidige regeringspartnere til at glemme deres eventuelle krav om en videre afdækning af skandalen.
Der er flere forhold ved professorernes arbejde, der springer i øjnene.
Først kan man konstatere, at de meget sandsynligt har ret. En juridisk bedømmelse af statsministerens ansvar lavet på bestilling af Nye Borgerlige nåede dog den modsatte konklusion. Ingen af delene bør være afgørende for, hvad de folkevalgte beslutter. For en uvildig advokatvurdering bestilt af Folketinget– eventuelt efterfulgt af en rigsretssag – må formodes at kunne belyse Mette Frederiksens rolle endnu mere kvalificeret end nogen af de to.
Man kan også konstatere, at minkskandalen som politisk sag med folkelig resonans er ved at have overskredet sidste holdbarhedsdato. Når Mette Frederiksens eget parti den 1. november blev det største parti – endog i nogle af de lokalsamfund, hvor den delvist ulovlige ordre om minkslagtningerne ramte hårdest – antyder det, at affærens forargelsespotentiale er ved at være udtømt. Professornotatet puster derfor til nogle gløder, der var ved at gå ud.
Mere påfaldende er selve den udfarenhed, som professorernes arbejde er udtryk for. De betoner, at der ikke er tale om noget bestillingsarbejde. Det forhindrer ikke, at deres forehavende får et præg af aktivisme, som de burde have holdt sig for gode til af hensyn til deres anseelse og integritet som forskere. Hvorfor komme med et selvbestaltet notat midt under nogle intense regeringsforhandlinger, som professorerne må vide, at notatet ikke kan undgå at indvirke på?
Timingen er jo påfaldende. I en grad så den ene af professorerne da også onsdag over for Ritzau følte, at han måtte lægge en dæmper på en anden fra professortrioen, som han mente, havde udtalt sig lidt for direkte om, at de "håber at kunne få overbevist i hvert fald nogle af de borgerlige partier om, at der ikke er noget at komme efter".
Man forstår de tres interne uenighed. For det netop citerede er en uhørt politisk indblanding fra forskerholdet, i en situation hvor de af hensyn til deres troværdighed burde forholde sig neutrale.
Professorerne har således stik imod deres intention fået understreget, at alle vil stå sig bedst ved, at minkskandalen bliver afsluttet på værdig vis. Det indebærer en uvildig advokatvurdering, og det bør Mette Frederiksen selv indse – og støtte.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.