76 år efter afslutningen på Besættelsen er det ikke længere nazihilsen og strækmarch, der dominerer danskernes syn på den store nabo i syd. Det er en udvikling, der har været til gavn for godt naboskab, ikke kun i grænselandet. Men desværre er det for manges vedkommende gået fra had til ligeglad, som det sat på spidsen lyder i en overskrift i dagens avis. Når 47 procent af de adspurgte i en undersøgelse for Grænseforeningen giver udtryk for, at det ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” er vigtigt, at danske børn lærer tysk, er der ikke lang vej igen, indtil forståelsen for en afgørende del af vores kulturarv risikerer at forsvinde.
Mange elever, der hver dag bliver udsat for massiv engelsk påvirkning på sociale medier og i populærkulturen, kan ikke længere se nødvendigheden af at lære tysk. Men tysk er så meget mere end svær grammatik og kasserollebøjninger. Det er åndsliv og dannelse. Mange af kerneværdierne i nutidens tætte dansk-tyske samarbejde er baseret på århundreders levende kulturudveksling. H.C. Andersen, Danmarks berejste nationaldigter, følte sig aldeles hjemme i Tyskland, og i ”Mit livs eventyr” fra 1855 beretter han om ”den hjerteligste modtagelse”, han fik i de finere berlinske kredse. Han kunne – som langt de fleste på den tid – nemlig begå sig på tysk.
For hvor er det, at ord som polterabend, lavine eller fakkel kommer fra? Fra tysk. Sproget, som indtil midten af 1800-tallet faktisk havde fodfæste i alle sociale lag i Danmark. Meget af det, vi i dag regner for dansk, er kommet fra Tyskland. Protestantismen og dannelsestænkningen er nogle af de vigtigste påvirkninger. Skuespilleren Thure Lindhardt fortæller i magasinet Grænsen, at det var en stor skuffelse for ham at komme til Berlin og Hamborg og opdage, at mange af de ting, som han troede var danske, faktisk er tyske.
Det at kunne begå sig på tysk er derfor også en nøgle til at forstå os selv. Og det behøver ikke være så svært. Som det fremgår af dagens avis, har danske unge større interesse for tysk, jo mere konkret erfaring med faget og jo flere konkrete kulturmøder med levende tyskere, de oplever. Samtidig er Danmark for mange tyskere blevet et idealbillede på et samfund, hvor tingene fungerer uden det store bureaukrati, så mulighederne for et berigende kulturmøde er i disse år enestående. Sprogkendskab kan være med til at bryde isen som udtryk for respekt og interesse – og i høj grad udvide ens egen horisont.
Derfor er det også på sin plads, at danske medier op til det tyske forbundsdagsvalg på næste søndag har skruet gevaldigt op for dækningen af vores naboland, selvom der stadig er lang vej igen, før det matcher den overdimensionerede dækning af amerikanske valgkampe.
Men når danske politikere og journalister i mødet med tyske kolleger og kilder alt for ofte må ty til engelsk, går vigtige nuancer og muligheden for en fælles forståelse tabt. Hvis danskere bliver bedre til tysk, vil vi ikke kun få bedre jobmuligheder på vores vigtigste eksportmarked, men også kunne opnå en dybere kulturel forståelse for, hvad der rører sig i Europa, hvor 100 millioner europæere har tysk som modersmål. Og hvor Tyskland også efter Angela Merkels farvel som kansler fortsat vil være den altafgørende aktør i EU.